Nulløsning og straffe

Manglende skarphed: Måtte afgøres fra pletten

Det blev et tæt opgør, hvor skarpheden manglede hos begge hold. Foto: Rikke Randrup
Det blev et tæt opgør, hvor skarpheden manglede hos begge hold. Foto: Rikke Randrup

Kampen mellem pigerne fra Sct. Joseph Søstrenes Skole og Vadgård Skole blev spillet på en kold og blæsende dag i september. To hold som stillede sig klar til start med en masse piger, der aldrig havde spillet fodbold i deres liv.

Se kampfakta her.

Se også: Spænding til det sidste

Intens affære
Der var god gejst og forsøg på gode pasninger og enkelte chancer igennem kampen. Pigerne forsøgte på bedste vis at spille bolden rundt mellem hinanden, og med lidt held var chancerne måske også blevet større. Kampen var på mange måder morsom at overvære både for trænere, spillere og publikum.

Efter ca. fem minutters spil løb en angriber fra Vadgård Skole i offside. Dommeren fløjtede selvfølgelig, hvilket resulterede i 22 piger, der kiggede undrende på dommeren og efterfølgende ud på trænerne og tilbage igen på dommeren. Trænerne fra begge hold måtte oversætte situationen for pigerne, som blot nikkede og lod spillet gå videre.

Se også: Kaptajnen på pletten

Afgjort fra pletten
Ingen af holdene kom til særligt store chancer. Måske det skyldtes en hårdtarbejdende Julia Hansen fra Vadgård Skole, at modstanderne fra Sct. Joseph ikke kom tættere på mål, end de gjorde. Hun løb, løb og løb gennem hele kampen. I et forsøg på at holde sine holdkammerater inde i kampen.

Josephine fra Sct. Joseph kæmpede en brav kamp i forsvaret, hvor hun brugte sin fysik til at lukke af for angriberne. Der var masser af klumpspil, bolde der røg under fødderne i forsøg på at tæmme bolden, og meget mere som kan få en fodboldfanatiker til at krumme tæer. Men pigerne gik til den, som om det var liv eller død.

Kampen endte med straffesparkskonkurrence. Her endte det med 3-1 til hjemmeholdet fra Sct. Joseph Søstrenes Skole, som jublende kan se sig videre i Ekstra Bladet Skolefodbold.