Satte turboen til

Solidt: Afgjorde kampen på en halvleg

Hjemmeholdet var skarpest, og efter pausen satte de turboen til og vandt. Foto: Erik Larsen
Hjemmeholdet var skarpest, og efter pausen satte de turboen til og vandt. Foto: Erik Larsen

Holbergskolens piger tog på hjemmebane imod pigerne fra Ørestad Friskole. Hjemmeholdet havde vundet deres første kamp i overbevisende stil over Al Quds Skole med 9-1, mens gæsterne fra Ørestad havde besejret Tangensbo Skole med 5-0.

Inden kampstart fik vi lige fat i de to trænere, og først talte vi med Morten fra hjemmeholdet fra Holbergskolen, og han kunne fortælle:

- Vi vandt vor første kamp 9-1, så vi tager det stillle og roligt, da vi har et godt hold, hvor alle kan spille fodbold. Hvis vores modstandere har nogle profiler, så opdager vi det hurtigt, og så bliver der holdt øje med dem Peter fra udeholdet, lød det fra hjemmeholdets træner.

Hos Ørestad Friskole tog man det også roligt:

- Vi ved godt, det bliver sværere for hver runde, man avancerer, men lad os nu se, hvordan kampen forløber, lød det fra gæsternes lejr.

Se kampfakta her.

Se også: Klasse til forskel

Jævnbyrdig start
Fra første fløjt prøvede holdene at få kontrol over kampen, men det var Holbergskolen, der kom bedst ud af starthullerne, og de trykkede fint på de første ti minutter. I det 6. minut bragte de sig foran, da Isabella fik fat i bolden og lynhurtigt lagde an til skud. Målmanden halvklarede skuddet, men bolden fortsatte ind i målet. 1-0 til hjemmeholdet. Men der skulle ikke gå mange minutter, før vi opdagede, at udeholdet fra Ørestad havde en rigtig dygtig spiller på banen.

Det var Sandra, der først havde et skud på stolpen, men riposten fik hun også fat i, og så scorede hun sikkert. Nu var stillingen 1-1, og således blev holdene ved. Sofie T, der var en god anfører hos hjemmeholdet, bragte sit hold foran 2-1, men Sandra tryllede igen, og så var stillingen 2-2.

Holbergskolen kom på 3-2, da Isabella fik bolden lagt frem. Måske var hun i offside, men hun scorede sikkert. Men udeholdet havde Sandra, og inden pausen fik hun bragt balance i regnskabet, da hun sendte bolden under målmanden, så stillingen ved pausen var 3-3.

Der blev lagt taktik i pausen hos begge mandskaber. Foto: Erik Larsen
Der blev lagt taktik i pausen hos begge mandskaber. Foto: Erik Larsen

Se også: Brandvarme Brændemose

Peptalk i pausen
Morten fra hjemmeholdet sagde i pausen til sine dygtige piger:

- I har vel fundet ud af, hvem I skal passe på hos vores modstandere? Der er en anden ting, vi lige skal tænke på, og det er jeres placering, når vi selv sparker målspark. Sørg for at det er let at finde jer, lød det fra træneren.

Udeholdets træner, Peter, var også klar med en lille peptalk:

- I har spillet vældig fint, men jeg tror, I godt kan kæmpe en lille smule mere, lød det fra gæsternes træner.

I anden halvleg var det som om, at Ørestad Friskole faldt en smule sammen, og Holbergskolen fik nu lettere ved at score målene. Hele fem mål blev det til i anden halvleg, så sejren blev på 8-3, og én af målskytterne var Lirije, der gennem hele kampen gjorde det godt og fortjent fik sit holds fidusbamse. Men Sandra og hendes holdkammerater havde også stor ære af kampen.

KAMPFAKTA:

Resultat:
Holbergskolen - Ørestad Friskole, 8-3

Prisvindere:
Vindere af fidusbamserne:
Lirije, Holbergskolen
Amalie, Ørestad Friskole

Vinderen af fairplay-håndklædet:
Sandra


Dermed er Holbergskolen videre til næste runde, hvor de skal møde vinderen af Utterslev Skole og Hay-Skolen.