Sikker sidste skanse

Clean sheet: Nanna var forsvarskrumtap og lukkede og slukkede med sin scoring på straffe

Nanna Johanssen var en sikker sidste skanse for Johannesskolen. (Foto: Rasmus Anker)
Nanna Johanssen var en sikker sidste skanse for Johannesskolen. (Foto: Rasmus Anker)

I en af dagens tidlige kampe tog Løjtegårdsskolen imod Johannesskolen. Det var på forhånd et opgør, hvor tilskuerne forventede mange mål, da turneringens all-time topscorer, Agnes Høybye, var med for udeholdet.

Se også: 'Dronningen': Går efter 100 mål

Se kampfakta her

Dette skabte dog også et pres på hjemmeholdet, og de havde tydeligvis inddraget opdækning af Agnes i deres taktik. I starten af kampen var bolden lige meget hos begge mandskaber, og det var svært for dem at slippe igennem hinandens forsvar. Efter fem minutter af kampen begyndte spillet dog mere og mere at centrere sig på hjemmeholdets banehalvdel, hvilket skabte store problemer, da de ikke kunne få clearet faren fra Johannesskolen. Det betød, at pigerne fra Løjtegårdsskolen stod meget lavt og ikke havde nogen til at modtage bolden på Johannesskolens banehalvdel. 

Løjtegårdsskolens målmand, Maja Øskov, med en tidlig redning. (Foto: Rasmus Anker)
Løjtegårdsskolens målmand, Maja Øskov, med en tidlig redning. (Foto: Rasmus Anker)
 

De to holds spillestil udviklede sig til at blive meget forskellige, da Løjtegårdsskolen blev mere og mere desperate for at få bolden clearet, mens Johannesskolens spillere forsøgte at holde i bolden og finde en vej igennem Løjtegårdsskolens forsvar.

To gange Dronningen
Efter 17 minutter lykkedes det også, da et hjørnespark blev smækket lige ind i panden på topscorer Agnes, som køligt headede den ned i siden af målet. 1-0 til Johannesskolen. Det var ikke den sidste chance, som Agnes skulle få i opgøret, og med hjælp fra midtbanekreatør, Astrid Johannesen og kantspiller Mathilde Beuschau, skulle udeholdets angreb vise sig at være enormt giftigt. Det betød mange indlæg og skud på mål for udeholdet, men en stor præstation fra Maja Øskov i Løjtegårdsskole-målet, viste sig flere gange i første halvleg at være en for stor forhindring for udeholdet.

Efter 29 minutter, hvor de fleste spillere mentalt var gået til pause, fik udeholdet endnu et hjørnespark. Det blev sparket ind over og ind til en forsvarsspiller, som blev overrasket og i stedet for at cleare bolden, kom til at heade den bagover til Agnes, som endnu engang stod klar til at heade den ind over keeperen og i nettet. 2-0 til Johannesskolen. Det blev også slutningen på halvlegen, og udeholdet gik til halvleg med masser af selvtillid.

Se også: TV: 'Dronningen' kom i gang med hattrick

Agnes’ scoring til 1-0. (Foto: Rasmus Anker)
Agnes’ scoring til 1-0. (Foto: Rasmus Anker)
 

Fortsatte hvor de slap
Efter pausen fik tilskuerne mere af det samme. Udeholdet fortsatte hvor de slap og så ikke ud til at stoppe foreløbig. Løjtegårdsskolen forsøgte at vende Johannesskolens angreb til kontra, men hver gang de fik bolden mod midten, blev de mødt af Nanna Johanssen, som var en sikker sidste skanse for udeholdet.

Efter fem minutter af anden halvleg fik vi målet til 3-0. Efter en lang aflevering til kanten, hvor kantspiller Mathilde Beuschau, ikke kunne trække ind i feltet. Efter at have ledt efter en afleveringsmulighed, valgte hun i stedet at sparke bolden stolpe ind i modsatte side af målet, uden chance for Maja i Løjtegårdsskole-målet. Et enormt flot mål, som efterlod tilskuerne måbende. 

Mathildes mål sad lige som det skulle. (Foto: Rasmus Anker)
Mathildes mål sad lige som det skulle. (Foto: Rasmus Anker)

Se også: TV: 'Dronningen' lever

Efter det første mål i anden halvleg, kunne Løjtegårdsskolen slet ikke stoppe Johannesskolen. Hurtige kombinationer og meget løbearbejde uden bold, gjorde at Agnes Høybye kunne fuldende sit hattrick og dermed scorede målet til 4-0.

Men scoringerne stoppede ikke der. Efter 39 minutter scorede Johannesskolens Mille-Marie Grum til 5-0 og dette var målet, der i en tid stoppede scoringerne. Det var igen et mål på et flot opspil over kanten, som røg ind i feltet til Mille-Marie, som sikkert sparkede bolden i kassen.

Nanna Johansen lukkede kampen med sit mål til 6-0. (Foto: Rasmus Anker)
Nanna Johansen lukkede kampen med sit mål til 6-0. (Foto: Rasmus Anker)
 

Krumtappen lukkede og slukkede
Efter 50 minutter havde Løjtegårdsskolen i en periode haft mange små angreb, som desværre ikke rigtig blev til så mange afslutninger. Bolden var begyndt at komme ud mod kanten, hvor den et par gange i træk blev sparket til indkast.

Efter et af disse indkast blev bolden sparket ned i Løjtegårdsskolens felt, hvor angriberne og forsvarerne forsøgte at erobre den.  Bolden hoppede og røg op på armen af en Løjtegårdsskolens spillere, og der blev dømt straffespark. Dette tog Johannesskolens Nanna Johanssen sig af og det gjorde hun godt. Et hårdt og kraftfuldt spark ned i venstre side af målet, hvor Løjtegårdsskolens keeper, Maja, bare kunne se på. 6-0 til Johannesskolen.

Kampen bød på gode dueller - men forsvarerne hos Johannesskolen vandt dem for det meste. (Foto: Rasmus Anker)
Kampen bød på gode dueller - men forsvarerne hos Johannesskolen vandt dem for det meste. (Foto: Rasmus Anker)

Se også: Selvtilliden var tydelig

Se også: Heftigt comeback

Efter kampen fangede Ekstra Bladet Skolefodbold dagens straffesparksmålscorer og fairplay-prisvinder, Nanna Johanssen:

— Vi spillede fint i dag, men vi plejer at spille en del bedre. Det kunne vi i hvert fald sagtens have gjort i første halvleg. Vi spillede flere lange bolde i dag end vi plejer og jeg synes vi skulle have holdt mere på den.

— Men det var dejligt at få scoret mit første mål i dag. Det er mit første mål i turneringen, så jeg er rigtig glad.

1 af 4 Så er der scoret. (Foto: Rasmus Anker)
2 af 4 Trængsel i feltet. (Foto: Rasmus Anker)
3 af 4 Klar til affyring. (Foto: Rasmus Anker)
4 af 4 Nanna Johanssen var en sikker sidste skanse for Johannesskolen. (Foto: Rasmus Anker)