TV: Comeback-dronningerne

Gjorde det igen: Vendte truende nederlag til sejr

Der var vild jubel blandt hjemmeholdets spillere og tilskuere efter det flotte comeback og det videre avancement i turneringen. Foto: Adam Kristoffersen
Der var vild jubel blandt hjemmeholdets spillere og tilskuere efter det flotte comeback og det videre avancement i turneringen. Foto: Adam Kristoffersen

Bagud med både 0-1 og 1-2 lykkedes det alligevel de stærkt spillende piger fra Skolen på Islands Brygge at vinde opgøret mod Holbergskolen med 4-2 i Ekstra Bladet Skolefodbold.

Se kampfakta her.

Se også: Sådan gik finalerne i Vejle

Fik dårlig start
En kamp varer 60 minutter i Ekstra Bladet Skolefodbold, og det skal pigerne fra Skolen på Islands Brygge være glade for. Igen i denne kamp kom det rødklædte hjemmehold bagud med 0-1, da Holbergskolens bedste spiller Sofie Nielsen efter syv minutter brød igennem i venstre side og sikkert bragte gæsterne foran.

Godt ti minutter før pausen slap hjemmeholdets farlige angriber Sofia Schwensen alene igennem. Hun kom ned imod Daniella Andersen i gæsternes mål. Den hurtige angriber svigtede ikke, og hun bragte sikkert balance i regnskabet. En stilling på 1-1 der holdt frem til pausen efter en meget tæt og spændende første halvleg.

Gæsterne kom bedst fra start i opgøret, men de kunne ikke holde kadencen oppe. Foto: Adam Kristoffersen
Gæsterne kom bedst fra start i opgøret, men de kunne ikke holde kadencen oppe. Foto: Adam Kristoffersen

Se også: TV: Til tops på topscorerlisten

Sikre på sejren
I pausen var begge holds trænere overbeviste om, at netop deres hold var det bedste, og de ville trække sig sejrrigt ud af opgøret.

- Vi skal have lidt mere ro på bolden, og så skal vi bruge vores kanter noget mere, så vinder vi helt sikkert denne kamp, lød det selvsikkert fra hjemmeholdets træner i pausen.

- Vi er super gode! Vi skal have nogle flere skud udefra. Gerne højt i målet, så skal vi nok få scoret. Jeg er sikkert på, at vi nok skal vinde kampen, sagde udeholdets træner.

Fire minutter inde i anden halvleg var det igen gæsterne, der kom foran, da Tara Raicevic sparkede en løs bold i nettet til stor glæde for de blåklædte Holberg-piger. Igen svarede Skolen på Islands Brygge dog igen, da anfører Mathilde Damgaard fra tæt hold bankede bolden op i nettaget til 2-2.

En ganske flot afslutning af kaptajnen. Herefter lå kampen længe og vippede. Mange af de fremmødte snakkede allerede om straffesparkskonkurrence. Præcis halvvejs i halvlegen var det igen Holbergskolens store profil, Sofie Nielsen, der var meget tæt på at bringe sit hold foran igen, men denne gang måtte hun se det flotte skud prelle af på stolpen.

Sofia Schwensen spillede igen en stor kamp for Skolen på Islands Brygge. Foto: Adam Kristoffersen
Sofia Schwensen spillede igen en stor kamp for Skolen på Islands Brygge. Foto: Adam Kristoffersen

Se også: TV: Magiske Mille

Fuldendte comeback
Blot minuttet senere var det så hjemmeholdet, der i stedet tog føringen. For anden kamp i træk viste Mille Kajshøj, at hun i den grad kan sparke til en bold. Hendes flotte skud fra kanten af feltet gik ind i det lange hjørne, og de fleste tilskuere brød ud i jubel over det flotte 3-2 mål.

Holbergskolen pressede herefter hårdt på for en udligning. Med to minutter tilbage af opgøret var det så en af udeholdets bedste Ellen Kamp der flot driblede sig igennem. Hun kom alene med hjemmeholdets målmand Natasha Dierks, men duellen vandt keeperen, og hun holdt dermed Skolen på Islands Brygge foran med 3-2 efter en strålende dobbeltredning.

I kampens sidste aktion var det så Sofia Schwensen, der med sin anden scoring cementerede sejren til hjemmeholdet. Herefter fløjtede dommeren kampen af, og de mange tilskuere fik lov at hylde pige-heltene fra skolen. En flot 4-2-sejr til Skolen på Islands Brygge, der igen fik vendt et truende nederlag til sejr.

KAMPFAKTA:

Resultat:
Skolen på Islands Brygge - Holbergskolen, 4-2

Se også: TV: Afgjort på marginaler

Glade piger
Efter kampen var det naturligvis nogle glade piger fra Skolen på Islands Brygge, som den udsendte reporter fangede.

- Vi spiller super godt sammen, og alle spillere på vores hold er gode, sagde hjemmeholdets bedste forsvarsspiller Hannah Villaflor.

Hun blev bakket godt op af holdets topscorer Sofia Schwensen:

- Ja, vi har et godt hold. Vi vinder 4 eller 5-2, og jeg scorer et eller to mål, sagde Sofia endvidere, da hun forholdt sig til spørgsmålet om, hvordan hun tror, kampen i femte runde kommer til at gå.

Hannah Villaflor sluttede interviewet af med en lille reklame:

- Vi mangler spillere i min egen klub, Boldklubben Hekla, så det ville være rart at få nogle flere holdkammerater, sluttede den sympatiske forsvarsgeneral.

Skolen på Islands Brygge møder nu i næste runde Pilegårdsskolen, der havde deres træner ude for at scoute og for at se, hvordan de måske skulle prøve at slå de stærke piger fra Skolen på Islands Brygge. Et spændende opgør venter i kredskvartfinalen mellem de to bedste tilbageværende skoler på Amager.

Kredsfinalen i Storkøbenhavn hos pigerne spilles onsdag 28. november klokken 11.00. Datoen er fastlagt og kan derfor ikke ændres.

Se pigerne fra Skolen på Islands Brygge gå amok over sejren her:

Seneste Skolefodbold
Mest læste Skolefodbold
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere