TV: 'Dronningen' i kvartfinalen trods sjælden fridag

Hun bliver ved: Agnes Høybye holdt selv en pause, men lover flere kasser til foråret

Både teknisk og taktisk er Agnes Høybye over niveau for en 14-årig. Det samme gælder fysikken, hun er svær at skubbe væk fra bolden. (Foto: Henrik Schou)
Både teknisk og taktisk er Agnes Høybye over niveau for en 14-årig. Det samme gælder fysikken, hun er svær at skubbe væk fra bolden. (Foto: Henrik Schou)

FREDERIKSBERG (Ekstra Bladet): Krise. Det kan man næsten tillade sig at kalde det, når der for en sjælden gangs skyld ikke står Agnes Høybye på målscorer-tavlen. Målræven fra Johannesskolen på Frederiksberg er gjort af noget helt særligt. Hendes vej gennem Ekstra Bladet Skolefodbold de sidste tre år er næppe set lignende tidligere. På flere områder er hun på vej til at skrive sig ind i historie-bøgerne i verdens største skoleturnering, der har kørt siden 1961.

Tallene taler for sig selv. Hun har scoret 65 mål ind til nu. Og hun er kun 14 år gammel...

Se også: Galleri: Johannesskolen - Nexø Skole

Kanon gennemsnit
Som 12-årig fik hun tre kampe, hvor hun scorede 10 mål i to kampe. Året efter blev det til 20 mål i seks kampe, hvor hun scorede i de fem. I år er det blevet til 35 mål i syv kampe, hvor hun har scoret i seks. Gennemsnittet er gået fra 3,33 til 3,33 og til 5,83 i denne sæson. Kun tre gange i hendes i alt 16 kampe har hun forladt banen uden at score. De to af gange blev kampen 0-0 og gik i straffe, den sidste gang var i dette års kredsfinale hjemme på Frederiksberg Stadion mod gæsterne fra Nexø Skole på Bornholm. Johannesskolen vandt en kneben 1.0 sejr og er nu i forårets kvartfinaler.

Flere gange har Agnes scoret samtlige mål for holdet, også både fem og seks kasser. Hendes betydning kan nærmest ikke beskrives med ord, tallene taler sit tydelige sprog. Var hun en voksen herrespiller, skulle hendes familie næppe nogensinde tænke på penge igen. Så ville hun og hendes nærmeste være meget rige.

Endnu en modstander passeres. Flere gange i kredsfinalen var der dog både tre og fire modstandere til at dække hende op. Det lykkedes også, de holdt hende fra at score. (Foto: Henrik Schou)
Endnu en modstander passeres. Flere gange i kredsfinalen var der dog både tre og fire modstandere til at dække hende op. Det lykkedes også, de holdt hende fra at score. (Foto: Henrik Schou)
 

Se også: TV: 'Vinder-Vera' slog drømmen ihjel

Umulig at nå
Selvfølgelig er Agnes glad for at vinde. Fodbold er en holdsport, det handler om at få holdet til at vinde. Men lige netop de bedste angribere er støbt af noget særligt, for dem handler det ikke kun om at sejre. De vil selv afgøre det. Sådan har Agnes det også. At gå i bad efter en kamp uden mål er ikke godt nok. Bolden skal i mål, derfor er man som angriber med.

- Det irriterer mig da helt vildt. Jeg vil da helst putte en i kassen hver gang. Det må så komme i kvartfinalen, lyder det kækt fra den unge profil, der af Ekstra Bladet har fået et meget naturligt øgenavn: 'Dronningen'.

For Agnes Høybye er nemlig dronning af topscorerlisten. Hun har længe været sikker vinder af de eftertragtede VIP-billetter til landsholdets EM-kval hjemmekamp i Parken mod Serbien til sommer. Der har hos pigerne ikke været den store konkurrence om det i år. Med Agnes i spillet kan de andre kun kæmpe om pladsen som nummer to. 15 mål er der ned til den nuværende to´er - og 19 til den nærmeste, der fortsat er med i turneringen.  Agnes kan vist roligt sætte kryds i kalenderen ved 13.juni 2015.

Se også: TV: Det er helt fantastisk

Rekorden er min
'Dronningen' er sikker på titlen i år. Hendes målnæse har sat kursen mod et endnu større mål.

- Jeg vil selvfølgelig gerne skrive mig ind i historie-bøgerne som den pige, der har scoret flest mål nogensinde. Det går jeg efter. Lige nu mangler jeg kun otte mål for at slå hende Fiona Hjartved. Hun er på 72 mål, og jeg har scoret 65 til nu, forklarer hun med sikker stemme.

Når talen falder på den samlede rekord, er der ikke så meget som et sekunds tøven hos den ellers lidt stille pige.

- Hver gang jeg scorer, så tænker jeg på den rekord. På hvor mange mål der er tilbage. Jeg kommer tættere og tættere på, siger hun med et smil og minder lige om, at hun jo også har næste sæson til at score flere mål i.

- Rekorden er nok i hus, hvis vi får en let modstander i første runde næste år. Jeg skal bare have den rekord.

Foreløbig har hun jo mulighed for op til tre kampe mere i dette års udgave af Ekstra Bladet Skolefodbold, hvis pigerne når helt frem til finalen.

Håret flagrer over det hele, når Agnes hopper efter bolden. Næsten alle fodboldpiger har enten hestehale eller hårbånd. Men ikke Agnes, hun er noget for sig selv. (Foto: Henrik Schou)
Håret flagrer over det hele, når Agnes hopper efter bolden. Næsten alle fodboldpiger har enten hestehale eller hårbånd. Men ikke Agnes, hun er noget for sig selv. (Foto: Henrik Schou)

Se også: Bye-bye Bornholm

Ny plan
Agnes får naturligt nok stor opmærksomhed omkring sin person, når hun scorer på samlebånd.

- Det jo ikke til at komme udenom, når man scorer 35 mål i seks kampe. Jeg har jo været med siden sjette klasse, så de fleste kender mig. Vi ser alle frem til at skulle spille hvert år, det er fedt at spille for skolen. Og især fedt at score for skolen, kommer det hurtigt med endnu et ledsaget smil.

- Jeg scorer jo for skolen. Men også for rekorden. Især når jeg nu er så tæt på.

Opmærksomheden er ikke kun på skolens gange. Modstanderne er helt klar over, hvem pigen med det lange og flagrende hår er. Sådan var det også hos modstanderne i kredsfinalen. Nyheden om 'Dronningen' var også læst på Bornholm.

- De havde forberedt sig godt på os, men vi var også klar på dem. Vi plejer at spille 4-4-2, men det gør de jo også. Så vi byttede lidt om og havde en opstilling til offensiv og en til det defensive. Jeg skulle nok være gået ned på midten eller ud på kanten, så vi kunne have udnyttet den ekstra plads, når de mandsopdækker mig.

- Vi skal være bedre til at lave en ny plan, når jeg dækkes så hårdt op. Og så til at forvirre vores modstandere ved at bruge de huller, det skaber, når de bruger så mange kræfter på mig.

En skarp analyse fra den unge pige, der til hverdag spiller på den defensive midtbane i Brøndby. Hun tænker tydeligvis meget over tingene. Især på rekorden som den mest scorende pigespiller nogensinde i Ekstra Bladet Skolefodbold. Otte mål er ingenting for 'Dronningen'. De skal nok komme.

Hun lover også at score i kvartfinalen. Man plejer at kunne stole på hende.

Se også: TV: Albertes farvel

Hør 'Dronningen' fortælle om kredsfinalen:

Se også: Galleri: Johannesskolen - Nexø Skole

Se også: TV: Det er helt fantastisk
Så glade var vindere af Storkøbenhavn. (Foto: Henrik Schou)
Så glade var vindere af Storkøbenhavn. (Foto: Henrik Schou)
 

1 af 3 Pigerne jubler efter den flotte scoring af Vera Cancel (i midten), der afgjorde kredsfinalen. (Foto: Henrik Schou)
2 af 3 Jublende lykkelige piger tager tidligt bad i Carlsberg Sport. (Foto: Henrik Schou)
3 af 3 Både teknisk og taktisk er Agnes Høybye over niveau for en 14-årig. Det samme gælder fysikken, hun er svær at skubbe væk fra bolden. (Foto: Henrik Schou)