Drengene fra Højdevangens Skole er klar til forårets kvartfinaler efter en sejr på 7-3 over Damhusengens Skole efter forlænget spilletid.
Det bedste hold
Højdevangens Skole viste hurtigt, at de var det bedste hold i kredsfinalen mod Damhusengens Skole.
Allerede på kampens første angreb efter 30 sekunder kunne Asim Serife bringe værterne i front med 1-0. Herefter var holdet i kontrol, men der blev lavet godt og grundigt om på tingene i løbet af første halvleg.
Midt i første halvleg kom Damhusengens Skole nemlig tilbage i opgøret ud af ingenting, da Ardit Nesimi først bragede et frispark i nettet efter tvivlsomt målmandsspil. Få minutter senere gjorde han det så til 2-1 for gæsterne, da han brød godt igennem efter lidt kaos i hjemmeholdets forsvar.
Men Højdevangens Skole var altså det bedste hold på banen, og få minutter før pausefløjtet kunne Ibrahim Ibrahim først udligne til 2-2, og blot et minut senere blev det også 3-2, hvilket var stillingen ved pausen.
I anden halvleg fik Damhusengens Skole udlignet ud af det blå efter endnu et frispark. Ardit Nesimi sparkede bolden på stolpen, og den hoppede ud til Mads Andersen, der nemt kunne putte bolden i kassen til 3-3.
Måtte ud i ekstra spilletid
Den ordinære kamp endte 3-3 til trods for, at Højdevangens Skole pressede på til sidst. Derfor måtte drengene ud i 2x10 minutters forlænget spilletid.
Her var Højdevangens Skole de stærkeste. Først gjorde Jacub Humaidi det til 4-3 og senere 5-3, mens det også blev til 6-3 og 7-3, hvilket også blev kampens resultat.
Dermed er drengene fra Højdevangens Skole videre til kvartfinalen i verdens største skolefodbold-turnering Ekstra Bladet Skolefodbold.
Læs ALT om kredsfinalen her på siden senere.
Se livedækningen fra kampen her:
Se drengene juble efter sejren i kredsfinalen: