Uheldig man of the match

Nat og dag: Marcus lavede selvmål, men var også kampens bedste spiller

Her ses kampens glade prisvindere, herunder den uheldige helt Marcus. (Foto: Søren Vesterbæk)
Her ses kampens glade prisvindere, herunder den uheldige helt Marcus. (Foto: Søren Vesterbæk)

Det startede som lyn og torden, da Skt. Annæ Skole og Oehlenschlægergades Skole tørnede sammen.

Heftig start og selvmål
To skud på stolperne inden for det første minut, og så var den kamp skudt i gang. Skt. Annæ Skole kom ud af startblokken med et tryk, der nærmest lignede overfald. Det lykkedes dog for Oehlenschlægergades Skole at ride den første storm af. Og i det fjerde minut scorede de på et kontraløb. Den letbenede Faisal Kadhim førte bolden hurtigt frem på venstrekanten, og på et giftigt indlæg var det en uheldig Marcus Mortensen, der kom til at puffe bolden forbi egen målmand. Selvmål, og 1-0 til Oehlenschlægergades Skole.

Se også: TV: Tidlig træning trak tænder ud

Spillerne fra Skt. Annæ Skole havde nok begået den klassiske fejl at undervurdere modstanderen. Der var hele seks spillere fra 7. klasse på Oehlenschlægergades Skoles hold, og forskellen i fysisk størrelse var ganske tydelig.

Skeen i den anden hånd
Skt. Annæ-spillerne indså, at trods deres større fysik, så var Oehlenschlægergades Skole kommet for at byde op til dans. Ærmerne blev smøget op, og skeen kom i den anden hånd. Langsomt, men sikkert gik Skt. Annæ i gang med at mase de mindre modstandere. Det var ikke champagnebold, men meget effektivt. Der blev lukket konsekvent af i forsvaret, så resten af holdet kunne spille fremadrettet. Marcus Mortensenm, der havde haft den uheldige start i det centrale forsvar, spillede sig op til at være holdets bedste, og modtog fortjent en fidusbamse.

Se også: 'Supermanden' Sebastian

Oehlenschlægergades Skole kæmpede bravt, men måtte indse at Skt. Annæ langsomt åd kampen. Nederlaget blev på 8-1. At det ikke blev værre, skyldes en stor kamp af Oehlenschlægergades Sigurd Spange i centerforsvaret og Carl Lowies i målet. Carl blev nærmest et symbol på hele kampen – en lille 7. klassesspiller i for stor trøje og i et meget stort mål.

Det giver for alvor mening at sige ”kom igen” til Oehlenschlægergades Skole – halvdelen af holdet har mulighed for at spille de næste to år.

Se også: TV: Sammenholdet sejrede

Skt. Annæ fik en arbejdssejr hjem, og da først det indledende chok var fordøjet, så var der reelt ikke spænding om resultatet. Der var endda overskud til at skifte målmand i pausen, hvilket han udnyttede til at score tre gange. Flot hattrick af Gustav Drejer.