ZOOM: Kragelundskolen - Kroggårdsskolen

Piger: 'Plæneklipperen' møder 'Danmarks bedste skole'

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

Årets anden pige-kvartfinale bliver et brag af en kamp fyldt med talenter og tempo. Det kommer ikke til at gå stille for sig når 'Danmarks bedste skole' med blandt andre Andrea Hornsleth i spidsen skal møde Kroggårdsskolens 'Plæneklipperen' og hendes stærkt sammentømrede hold. Det bliver et saftigt opgør, hvor det bliver spændende at se, om 'Plæneklipperen kan klippe 'Danmarks bedste skole' over.

Vi ser nu nærmere på de to hold. Vi kigger på deres profiler, holdenes vej til kvartfinalen, deres styrker og hvor de kan forbedre sig. Vi starter med hjemmeholdet.

KRAGELUNDSKOLEN

Kragelundskolen blev i efteråret kåret som 'Danmarks bedste skole'. Det helt særlige ved Kragelundskolen er nemlig, at de både har et superstærkt drengehold og et superstærkt pigehold. Kragerne er den eneste skole, som stadig har både drenge- og pigeholdet med i turneringen. Dette kan være en styrke for de seje krage-tøser, fordi deres drengehold giver dem endnu en god grund til at kæmpe til det sidste og sejre over alle hold helt frem til finalen. - For hvem vil tabe til drengene? Ikke krage-tøserne ihvertfald. Samtidig kan denne titel også være en fordel for de to hold, da de dermed kan støtte og bakke hinanden op i slutspillet.

Profilerne
Krage-pigerne har nogle fantastisk dygtige spillere. En af profilerne er Astrid Theil, som deler pladsen som holdets topscorer med de to andre profiler, Emilie Rohde (også kendt som Dynamoen) og Andrea Hornsleth. Alle tre med 11 mål hver. De to angrebsspillere Astrid og Emilie er med til at gøre holdets angrebsspil sindssyg skarpt - hvilket det har været det meste af efteråret. De to talenter har en stor del af æren i holdets ualmindeligt høje målscore på 57-0 i denne turnering.


Den dygtige midtbanespiller, Andrea Hornsleth, kan holdet også takke for mange flotte mål. Blandt andet da hun sikrede holdet pladsen i kvartfinalen, da hun scorede kampens eneste mål i kredsfinalen mod Marienhoffskolen. Andrea sikrede holdet videre til slutspillet i foråret til trods for en noget tør kredsfinale. Ingen af holdene havde nemlig formået at score i ordinær spilletid, og først i det 78. minut fik Andrea chancen, da en bold blev sendt ind mod midten, hvor Andrea stod placeret. Hun tog bolden ned, og med et præcist spark sendte hun bolden i netmaskerne hos Marienhoffskolen.


Vejen til slutspillet
Noget andet, som også karakteriserer pigerne fra Kragelundskolen, er at de i deres første fem kampe holdt nullet. Frem til kampen mod Højvangskolen, hvor de kvalificerede sig til kredsfinalen, var der simpelthen ingen hold, der havde formået at score et eneste mål på Krage-tøserne. Dette blev heller ikke tilfældet i ordinær spilletid i denne kamp, men den endte så 5-4 efter straffesparkskonkurrence. Kragelundskolens piger har nu en målscore på 57-0. De har altså spillet syv hele kampe uden nogle mål i Kragenettet overhovedet i ordinær spilletid. Ved deres første kamp mod Viby Skole vandt Kragerne hele 21-0, hvilket er deres største sejr i turneringen indtil videre - stærkt forfulgt af sejren på 17-0 over Næshøjskolen.


På et hængende hår
Til trods for den flotte målscore og de imponerede resultater i de første fem kampe i efteråret, er det, som om det gik ned ad bakke for Kragerne, da det virkelig gjaldt. I runde seks endte det som sagt med straffesparkskonkurrence efter 0-0 i ordinær spilletid mod Højvangskolen. I kredsfinalen blev det igen til et 0-0 i ordinær spilletid, hvorefter Kragerne med nød og næppe fik et mål i kassen, så de slap for at ryge i straffesparkskonkurrence - igen. Hvis det går ligeså sløvt for sig hos Krage-tøserne i kvartfinalen, kan Kroggårdsskolen godt glæde sig. Samtidig ved vi dog, at pigerne fra Kragelundskolen ikke er sådan lige til at slå ud - og at de kan score ualmindeligt mange mål, hvis de virkelig gerne vil.
Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

Kragelundskolens vej til slutspillet - resultaterne

04.09: Kragelundskolen - Viby Skole 21-0

12.09: Kragelundskolen - Skødstrup Skole 4-0

25.09: Kragelundskolen - Bakkeskolen 7-0

06.10: Kragelundskolen - Næshøjskolen 17-0

27.10: Kragelundskolen - Virklund Skole 7-0

07.11: Kragelundskolen - Højvangskolen 5-4

12.11: Kragelundskolen - Marienhoffskolen 1-0

Se TV-klippet med Andrea Hornsleths scoring, der sendte holdet videre til kvartfinalen:

 

Vi ser nu nærmere på Kragelundskolens modstandere - nemlig Kroggårdsskolen fra Fyn. Kroggårds piger skal spille udebane i kvartfinalen, og vi kigger nu nærmere på holdets kvaliteter, svagheder, profiler og meget mere.

KROGGÅRDSSKOLEN

Kroggårdsskolens piger har det med at overraske. Til trods for at de ikke har en synderligt imponerende målscore, har de formået at bane sig vej, sejr for sejr helt til kvartfinalen. Pigerne udgør et godt sammenspillet hold, og de er enormt dygtige til at bakke hinanden op - uanset hvad.

'Plæneklipperen'
En profil, som har ligget i toppen af holdet hele vejen igennem er 'Plæneklipperen' Julie Hansen. Til trods for holdets forholdsvis uimponerende målscore på 19-4, står Julie alligevel noteret for ni af målene. Julie er en farlig midtbanespiller, hvilket hun også viste i kredsfinalen mod Nymarkskolen, som hun afgjorde på utraditionel vis med sit hovedstød på mål efter godt 10 minutter. Julie er en spiller, som løber mere end de fleste. Hun har igennem turneringen afprøvet mange pladser - måske lidt for mange - men er dog primært midtbanespiller.


Super-keeperen
Holdets keeper og anfører Louise Jensen står godt og solidt på målet. Hun lukker ikke mange bolde ind og har godt kontrol over sit hold. Louise har været sat på prøve en del gange i turneringen i løbet af efteråret, men har klaret sin målmandspost i stor stil. Louise har været en vigtig spiller for holdet og har bidraget stort til, at holdet er nået helt til kvartfinalen.

Vejen til slutspillet
Pigerne fra Kroggårdsskolen har som sagt haft en lidt turbulent tur frem til slutspillet. De har gjort det godt, og de har spillet sig til nogle flotte sejre. De startede turneringen flot, men fik dog nogle problemer, da deres modstandere opdagede profilen Julie Hansen og begyndte at mandsopdække hende tæt.

Den lave målscore
Holdet har i starten spillet sig til nogle forholdsvis fine sejre på hhv. 4-0 og 6-0 mod Søhusskolen og mod Kystskolen. Senere hen er sejrene ikke blevet så store, og nogle gange har Kroggårdsskolen været direkte heldige at vinde. Og målscoreren på 19-4 er ikke meget sammenlignet med Kragelundskolens 57-0.

Samtidig er der tårnhøje forventninger til Julies præstationer i kvartfinalen, hvilket giver god mening, da hun nærmeste står bag halvdelen af holdets samlede målscore. Dette er Julie også selv klar over, og det kan godt blive et problem i kvartfinalen, hvis modstanderholdet har læst på lektien.

- Jeg ved godt selv, at jeg kan finde ud af at bruge en fodbold. Det vil jeg gerne vise. Mit hold forventer meget af mig. Det hele hænger nogle gange på mig, fortalte Julie efter sejren i kredsfinalen i efteråret.

Hvis Julie bliver godt dækket op af Kragelundskolen, kan det være svært for Kroggårds piger at få bolden i mål. Der er derfor brug for mere end blot held i en kvartfinale, hvis holdet skal kvalificere sig til semifinalen. Men med 'Plæneklipperen' i front sammen med et skarpt hold og en 'Super Keeper' er det stensikkert, at Kroggård-pigernes sejre ikke kun bunder i held. Og mon ikke dette også vil vise sig i kvartfinalen mod Kragelundskolen.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

Kroggårdsskolens vej til slutspillet - resultaterne

11.09: Kroggårdsskolen - Søhusskolen 4-0

22.09: Kroggårdsskolen - Kystskolen 6-0

06.10: Kroggårdsskolen - Østre Skole 6-4

20.10: Kroggårdsskolen - Lillebæltskolen 1-0

04.11: Kroggårdsskolen - Erritsø Fællsskole 1-0

14.11: Kroggårdsskolen - Nymarkskolen, Svendborg 1-0

Se TV-klip med interview med Julie Hansen her:

Spørgsmålet er nu, hvem du tror vinder den anden pige-kvartfinale mellem pigerne fra Jylland Midt og Fyn? Bliver det de seje Krage-tøser med den høje målscore, eller bliver det Kroggård-pigerne med 'Plæneklipperen' i spidsen?

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

Du kan finde kampen her på kortet, hvor alle kvartfinaler er at finde.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

Fakta:

Årets anden pige-kvartfinale finder sted torsdag 9. april klokken 11.00. Pigerne fra Kragelundskolen i Jylland Midt møder pigerne fra Kroggårdsskolen på Fyn i et saftigt opgør, hvor alt kan ske. Kampen bliver spillet på Kragelundskolens hjemmebane i Lyseng Idrætspark i Højbjerg. Find vej til årets anden pige-kvartfinale HER

Se vejret for kampen HER

Seneste Skolefodbold
Mest læste Skolefodbold
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere