Fidusbamsen taler ud

Med fra start: Helt eksklusivt fortæller skolefodboldens maskot for første gang om sine 50 år i turneringen

- Fidusbamsen er på toppen! Her står han på bjerget Dengboche i Nepal i 4500 meters højde. Foto: Jørgen Jakobi
- Fidusbamsen er på toppen! Her står han på bjerget Dengboche i Nepal i 4500 meters højde. Foto: Jørgen Jakobi

De små fodboldstøvler klaprer henover stenfliserne, mens vi finder vej mod vores pladser på tribunen. Den lille fidusbamse spejder årvågent rundt på det tomme stadion, inden han med et kraftspring hopper op og sætter sig til rette i plasticsædet.

- Så er vi her. Hvor det hele startede, siger jeg og slår armene ud over Frederiksberg Stadion, hvor den første finale blev spillet en kold novemberdag i 1961.

- Joh, her er såmænd fint nok. Men skolefodbolden startede nu engang i skolegården og på græsplænerne i frikvarteret. Hvad laver vi her, skal vi se fodbold? Jeg bliver altid så utålmodig i sommerpausen, vrisser Fidusbamsen.

Den 50-årige bamse har været med lige siden første kamp i Ekstra Bladet Skolefodbold. Dengang som nu modtager den bedste spiller på hvert skolehold en fidusbamse som præmie efter kampen. I anledningen af turneringens jubilæum har den sagt ja til et interview med avisen for første gang.

- Hvor stor er din familie?

- Uha, det løber jo op... Siden 1961 har jeg set cirka 29.000 kampe for Ekstra Bladet. I hver kamp uddeler de søde referenter mig til den bedste spiller på begge hold. Så kan du selv regne ud, at vi nærmer os 60.000 i familien. Hvis vi lavede en fidusbamseby for alle, der har modtaget en bamse, ville det være den sjette største by i Danmark, på størrelse med Randers.

- Hvem er dine forældre?

- De gamle nisser på bladet kan ikke blive enige om, hvem der fik idéen til mig. Men mine virkelige forældre er et sødt gammelt ægtepar, der syede mig i hånden de første mange år. Dengang var der kun 47 hold med, så det gik lige. Men bare ti år senere deltog 394 skoler, og til sidst kunne de ikke følge med mere, siger Fidusbamsen og gnider en tåre ud af øjenkrogen. Men under de glasklare øjne toner kort efter et drillende smil frem.

- Nisserne på bladet prøvede at erstatte mig med fodboldstrømper, men det gad ungerne ikke finde sig i, næh nej. FODBOLDSTRØMPER! Nej, de ville have fidusbamsen, hihi! Så Ringbæk (daværende turneringsleder, red.) fandt et sted, hvor de kunne lave mig på maskine. Og sådan har det være siden.

- Du er blevet et symbol på turneringen. Men hvad betyder Ekstra Bladet Skolefodbold for dig?

- Det er hele mit liv! Mit fodboldhjerte banker, når ungerne kæmper for skolens ære med driblinger, flotte mål og ubrydelig holdånd. Sådan er det hver eneste kamp, uanset om jeg står på en knoldet bane i Jylland eller på et flot stadion som her. Måske er jeg et symbol… Hrrmmm... Men summen af skolefodbolden finder du i hver en syngende tackling, hver en jubelscene og alle børnenes drømme.

- Mange drømme bliver til virkelighed. Utallige landsholdsspillere har jo fået dig, dengang de var unge talenter.

- Ja, det er dejligt. Mange af landsholdsspillerne er mine gamle venner, og jeg rådgiver Morten Olsen om taktikken, selv om han nok vil benægte det. Han kan godt være lidt en fidusmager, men han er heldigvis lige så fodboldtosset som mig, griner Fidusbamsen og vipper lykkeligt frem og tilbage med fusserne.

1 af 2 - En samling gamle og nye fidusbamser igennem 50 år. Foto: Linda Johansen
2 af 2 - Fidusbamsen er på toppen! Her står han på bjerget Dengboche i Nepal i 4500 meters højde. Foto: Jørgen Jakobi
Seneste Skolefodbold
Mest læste Skolefodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere