STYRMANDEN

Mr. Skolefodbold: Svend Aage Ringbæk var bag roret og styrede skolefodboldturneringen i 35 år

Fortællerglæde: Svend Aage Ringbæk kan stadig få smilet frem, når han ser en fidusbamse. I henved 35 år var han turneringsleder for Ekstra Bladet Skolefodbold. I 2011 genfortalte han sin historie, godt bevæbnet med gamle avisudklip, ringbind og en knivskarp hukommelse. Man var vel regnskabschef. (Foto: Mikkel Thariq Khan)
Fortællerglæde: Svend Aage Ringbæk kan stadig få smilet frem, når han ser en fidusbamse. I henved 35 år var han turneringsleder for Ekstra Bladet Skolefodbold. I 2011 genfortalte han sin historie, godt bevæbnet med gamle avisudklip, ringbind og en knivskarp hukommelse. Man var vel regnskabschef. (Foto: Mikkel Thariq Khan)

Det stablede tårn af wienerbrød og colaer svajer usikkert frem og tilbage, mens Svend Aage Ringbæk hovedrystende trisser forbi på vej mod det lille kontor. I 35 år mødte Mr. Skolefodbold klokken 9 hver morgen for at tage beskeder fra skoler, påsætte referenter og dommere, samt arrangere de næste dages kampe i turneringen. Mens han samtidig passede sit job som regnskabschef for både Ekstra Bladet og Politiken.

- Ofte gik jeg først hjem igen kl. 23. Jeg havde én telefon, og hvis flere skoler ringede samtidig, meldte den optaget. Det beklagede de sig lidt over. Når de 2000 invitationer skulle sendes ud, sad min kone og jeg derhjemme i Sundby og pakkede brevene, for der var ikke plads på mit kontor. Senere hjalp børnene også til, fortæller Svend Aage Ringbæk langsomt og myndigt, mens minderne genopfriskes og genfortælles igennem talen og hændernes livlige bevægelser.

Turneringsleder: 1961-1998
Mr. Skolefodbold underspiller sin egen rolle for turneringen, men han var om nogen manden, der pustede liv i idéen om en fodboldturnering for skoler. Fra den spæde start i 1961, hvor 47 københavnske skoler deltog, og til Ringbæk gav slip på roret i 1998. Da var turneringen landsdækkende, pigerne var kommet med og 1343 hold dystede om af komme fra marken og til Parken.

- Det var sportschefen Julius ’Julle’ Larsen, der først fik idéen om en skoleturnering. Efter 40 år med sportsjournalistik var han egentlig på vej mod sin pension, men Julle var ikke en person, som bare kunne trække sig tilbage stille og roligt og beskæftige sig med noget andet. Jeg stod egentlig bare i periferien det første år i 1961, men Julle insisterede på at have mig med på vognen som en sikkerhed, forklarer Ringbæk med et skævt smil.

Titlen som rengskabschef i 24 år fornægter sig ikke. Hukommelsen er knivskarp, og når de små grå en sjælden gang svigter, tager han de karakteristiske firkantede briller på og støtter sig til sit bogholderi med vigtige årstal og brevvekslinger, fra dengang man underskrev med ’Deres ærbødige...’.

Baghold og ministermøde
- Julle havde fra starten den tanke, at der skulle laves lidt fest på sidelinjen under kampene. Set nu 50 år efter, må man jo sige, at det var noget pjat. Han købte flødeboller, og det var helt afskyeligt. Senere prøvede han med cola og wienerbrød, som blev stablet op i et tårn på redaktionen hver dag. Han insisterede jo på at være til alle kampene, så bilen var altid proppet med kager, siger Ringbæk og smiler opgivende ved tanken. Regnskabschefen stod jo tilbage med regningen.

Efter den første succesfulde finale, kom turneringen i livsfare allerede i 1962.

- B.T. havde set konkurrencen i den her turnering og ville have deres egen. Og den skulle være landsdækkende! De havde allieret sig med formanden for Danmarks Idræts-Forbund, Gudmund Schack og DBU’s udtagelsesformand Erik Hansen. Det var vigtige mænd, og vi havde kun opbakning fra københavnerskolerne, men Julle reagerede voldsomt og bad sin gamle ven, undervisningsminister K. Helveg Petersen om at stoppe B.T., for Ekstra Bladet kom først på ideen, fortæller Mr. Skolefodbold.

Ministeren indkaldte til et møde mellem parterne for at finde en ’mindelig løsning’ mellem de to kamphaner, og mens Julle kæmpede på de bonede gulve, indledte Ringbæk sin storoffensiv i felten: Udvid turneringen til hele Sjælland, Bornholm, Lolland og Falster, samt garanti for journalistisk dækning af hver eneste kamp, samt holdbilleder i avisen.

- Det gjorde indtryk, at turneringen blev taget seriøst og fik omtale i avisen. Det var i det hele taget et problem for Ekstra Bladet, at vi skulle få oparbejdet en fortrolighed med skolerne. Ekstra Bladet er et svært organ at sælge overfor lærere, men det lykkedes, fordi vi var ydmyge og seriøse. B.T. bragte kun sporadiske referater af kampene i deres turnering, og efter et eller to år gik det i sig selv igen. Vi vandt, fordi skolerne havde tillid til os, siger Ringbæk.

Vanvittigt vokseværk
Skolefodbold var en megasucces. I 1963 rundede turneringen 120 hold. I 1970 var 311 skoler med. Julle var en ener og ville gøre alting selv, men skrivebordsgeneralen Ringbæk så problemet. Der var ikke plads til så meget wienerbrød i én bil. Nye kræfter måtte træde til.

- Der var mange typografer, som var fodboldinteresserede og ville hjælpe. De blev datidens referenter som så kampene, skrev referat og tog holdbilleder. Datidens journalister ville slet ikke røre et kamera - den slags var skarpt opdelt dengang - men børnene led ingen overlast og fik takket være vores hjælpere den dækning, de fortjente, forklarer Svend Aage Ringbæk.

- Hvorfor blev jeg ved, kan du jo spørge. Jeg havde jo mit job ved siden af, som også skulle passes. Men jeg er blevet flasket op med fodbold, så det var aldrig et spørgsmål. Jeg ville gerne give børnene de samme muligheder for minder, som jeg selv har haft.

- Det betyder meget at deltage i skolefodboldturneringen. Jeg er stolt af, at jeg har kunnet yde mit lille bidrag, siger han, mens minderne spiller i øjnene.

Øjne, der spiller af glæde. Og af fodbold.

- Jeg ville gerne give børnene de samme muligheder for minder, som jeg selv har haft.

1 af 2 
2 af 2 Fortællerglæde: Svend Aage Ringbæk kan stadig få smilet frem, når han ser en fidusbamse. I henved 35 år var han turneringsleder for Ekstra Bladet Skolefodbold. I 2011 genfortalte han sin historie, godt bevæbnet med gamle avisudklip, ringbind og en knivskarp hukommelse. Man var vel regnskabschef. (Foto: Mikkel Thariq Khan)
Seneste Skolefodbold
Mest læste Skolefodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere