1991-2000: Fra Marken og til Parken

Danmark bliver europamestre og giver landet fodboldfeber - skolefodboldturneringen runder for første gang 1000 skoler

Michael Krohn-Dehli modtager Teknikerprisen fra Michael Laudrup, der var med til at stifte det prestigefyldte æresbevis. (Foto: Søren Jensen)
Michael Krohn-Dehli modtager Teknikerprisen fra Michael Laudrup, der var med til at stifte det prestigefyldte æresbevis. (Foto: Søren Jensen)

Og det var Daaanmaaark...

En populær myte går på, at Danmarks fødselskurve pludselig slår et nøk opad i foråret 1993. Det sprællevende, savlende og vrælende bevis på EM-triumfen ni måneder tidligere, da Faxe ramte den 'lige i røven' og danskerne sang alles ist vorbei til Klinsmann und kompagni.

Triumfen i Sverige smitter i hvert fald af på skolefodboldturneringen, der i efteråret 1993 runder 1000 tilmeldte skoler for første gang. Året efter vinder en ung Thomas Gaardsøe finalen for Randers Realskole. Den senere AaB- og West Bromwich-spiller gentager succesen året efter og bliver den hidtil eneste spiller, der har scoret og vundet i to finaler i træk. Trods den dobbelte sejr, modtager skolen af uransagelige grunde ikke pokalen til ejerskab, som det ellers blev fastslået i reglementet fra 1961.

Danmarks nationalarena

Efter 26 år på skiftevis Frederiksberg Stadion og Østerbro Stadion - med en enkelt afstikker til Holbæk - blev finalerne i 1988 afviklet for første gang i Idrætsparken. Den går dog kun i tre år, indtil Danmarks nationalstadion skal totalrenoveres. Finalen i 1991 mellem Skelgårdskolen og Pilehaveskolen (3-1) afvikles derfor på Østerbro Stadion. Men da Idrætsparken åbner dørene i september 1992, nu bare kaldet 'Parken', bliver finalerne i Ekstra Bladet Skolefodbold nogle af de første kampe, der spilles på det nye græs.

Krohnen på værket

Til finalen i 1997 får talentspejderne kaffen galt i halsen, da en ung Michael Krohn-Dehli brillerer for Sønderkærskolen, som vinder 2-0 over Rosenlundskolen i finalen. 'DEHLI-KAT' skriver Ekstra Bladet om den bare 14-årige og halvanden meter høje pokalfighter, der 'snoede sig forbi langt større modstandere med bolden på tåspidserne' og sammenlignes med Allan Simonsen og Jesper Olsen.

I 1999 sætter en to år ældre, højere og mere moden Dehli så Krohnen på værket. Sønderkærskolen besejrer 10. klassernes Egen Skole med 2-1 efter straffespark. Kampens helt er anføreren Michael Krohn-Dehli, der modtager Michael Laudrups Teknikerpris fra Mr. Laudrup selv.

- Den første turnering i 1997 var med til, at andre fik øjnene op for mig. Chefscouten i Ajax var ude at se en skolefodbold kamp, vi spillede, fortæller Michael Krohn-Dehli om turneringen, der åbnede døre.

Chefscouten hedder John Steen Olsen, manden der også opdagede Zlatan Ibrahimovic og Christian Eriksen. Efter finalen i 1999 har talentspejderen set nok - kort tid efter flyver Michael Krohn-Dehli sammen med holdkammeraten Thomas Kahlenberg til Amsterdam for at komme til prøvetræning hos Ajax, som kort efter skriver kontrakt med den rødhårede dribler.

1 af 3 
2 af 3 EM-triumfen i 1992 gav Danmark fodboldfeber, hvilket også smittede af på Ekstra Bladet Skolefodbold, der for første gang rundede 1000 hold. Her jubler danskerne på Rådhuspladsen - i baggrunden ses Politikens Hus, hvor skolefodbold bliver arrangeret. (Foto: Claus Bjørn Larsen)
3 af 3 Michael Krohn-Dehli modtager Teknikerprisen fra Michael Laudrup, der var med til at stifte det prestigefyldte æresbevis. (Foto: Søren Jensen)
Seneste Skolefodbold
Mest læste Skolefodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere