Attentatet mod den 51-årige HA-rocker Blondie var planlagt. Gerningsmændene har efter stor sandsynlighed igennem længere tid overvåget den aldrende rocker for at få ram på ham.

Da Bent Svane Nielsen - også kaldet Blondie i rockermiljøet - forlod sin lejlighed ved Kong Georgs Vej på Frederiksberg i morges kort efter klokken 10 i selskab med sin teenagesøn og satte sig ind i sin bil begyndte skuddene pludselig at regne ned over ham.

- Der er ingen tvivl om, at det her ikke er en impuls ting men en planlagt handling. De har stået og ventet på ham, men hvorhenne og hvorfra der er blevet skudt, har vi ikke overblik over endnu, siger politikomissær Jesper Simonsen fra Københavns Bandeendhed til ekstrabladet.dk.

Ifølge ekstrabladet.dk's oplysninger var Blondie i selskab med sin 17-årige teenagesøn, da skuddramaet udspillede sig mod den lille mintgrønne Fiat, der holdt på parkeringspladsen. Politiet bekræfter, at Blondie var i selskab med en anden person, men ønsker ikke at oplyse hvem. Personen blev ikke ramt af skuddene, mens HA-rockeren blev ramt to gange i benene.

- Der er affyret omkring 3 skud fra et håndvåben. Og vi efterlyser pt. to mænd af etnisk herkomst, som er blevet set flygte på knallert mod Nordre Fasanvej og gennem en form for passage, siger Jesper Simonsen.

- Ingen personer er blevet anholdt endnu, og nej vi har heller ikke fundet en afbrændt knallert pt. Men nu har vi sat maskineriet i gang, og så må vi se, hvad det fører til, siger politikommissæren.