Afgående DIF-formand taber valg om europæisk toppost

Ganske uventet taber Niels Nygaard valget om posten som præsident for Den Europæiske Olympiske Komité

Niels Nygaard var på valg til posten som præsident i Den Europæiske Olympiske Komité, men han tabte. (Arkivfoto) Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Niels Nygaard var på valg til posten som præsident i Den Europæiske Olympiske Komité, men han tabte. (Arkivfoto) Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Niels Nygaard taber valget om at blive ny præsident i Den Europæiske Olympiske Komité (EOC).

Den afgående formand for Danmarks Idrætsforbund (DIF) måtte se grækeren Spyros Capralos løbe med sejren i et kampvalg torsdag formiddag.

På generalforsamlingen i Athen fik Niels Nygaard kun 16 af de i alt 50 stemmer, mens Spyros Capralos fik de resterende 34.

Derfor stopper Niels Nygaard nu helt i EOC, oplyser DIF til Ritzau.

- Jeg er ærgerlig over, at jeg ikke fik flertallets opbakning, men det er vilkårene i en demokratisk afstemning, og jeg vil gerne lykønske Spyros Capralos, siger Niels Nygaard i en pressemeddelelse.

- Jeg er tilfreds med den valgkamp, jeg har ført, hvor jeg har slået på åbenhed og involvering af medlemslandene, og jeg tror, at jeg kunne have ledet EOC i en positiv retning. Men sådan gik det ikke, og jeg kigger derfor frem mod andre spændende udfordringer.

Niels Nygaard havde ellers forventet at blive valgt til posten. Forud for generalforsamlingen havde han således fået tilsagn fra lidt over halvdelen af de 50 nationer.

- Men man kan ikke altid regne med, at det, der bliver sagt, også sker, sagde Niels Nygaard til Ritzau som optakt til generalforsamlingen.

Niels Nygaard var i forvejen midlertidig præsident i EOC. Han overtog således posten, da forgængeren, sloveneren Janez Kocijancic, pludselig døde efter kort tids sygdom i juni sidste år.

Den 19. juni træder han tilbage som formand for DIF efter 14 år på posten. Han har siddet i bestyrelsen i 29 år.

EOC er paraplyorganisation for Europas 50 nationale olympiske komitéer og står blandt andet for at varetage nationernes interesser i Den Internationale Olympiske Komité (IOC).

Derudover står EOC bag European Games, som er den europæiske pendant til OL. Legene blev gennemført første gang i 2015.