17-årig må ikke få guld

17-årig var den hurtigste ved Copenhagen Half Marathon, men var for ung til at blive kåret som Danmarksmester. Ifølge Dansk Atletik Forbund handler det om at passe på de unge atleter

Den 17-årige Astrid My Rønde Kristensen var hurtigst til Copenhagen Half Marathon, som i samme omgang var Danmarksmesterskaberne. Foto: Christian Jørn, Dansk Atletik Forbund
Den 17-årige Astrid My Rønde Kristensen var hurtigst til Copenhagen Half Marathon, som i samme omgang var Danmarksmesterskaberne. Foto: Christian Jørn, Dansk Atletik Forbund

Den blot 17-årige Astrid My Rønde Kristensen fik den bedste tid hos kvinderne ved Copenhagen Half Marathon, som foregik søndag i sidste uge.

Hun løb de godt 21 kilometer på 1 time, 14 minutter og 45 sekunder, men selvom der var to minutter ned til nummer to, vandt hun ikke guld.

For selvom hun var den hurtigste, er hun for ung til at blive kåret som danmarksmester.

Dansk Atletik Forbund har fastlagt, at den laveste aldersgrænse til et danmarksmesterskab på halvmaraton-distancen er 20 år. Til Ekstra Bladet fortæller Bo Overgaard, elitechef i selvsamme forbund, at han godt kan forstå, det ser lidt underligt ud med et sejrspodie uden den unge langdistanceløber.

- Der er alderskriterier til Danmarksmesterskaberne, men ikke til motionsløbet.

- Det som ligger bag, er at vi gerne vil passe på de unge atleter, de skal ikke presses fysisk. Vi vil gerne passe på atleter som Astrid, vi vil gerne have at de unge er i god forfatning til fremtiden, siger Bo Overgaard til Ekstra Bladet.

Vil ikke presse unge atleter
Han fortæller, at 20-års-reglen er baseret på, at langdistanceløb er en sportsgren, hvor atleten topper i slutningen af 20’erne. Men at en regelændring ikke er umulig i fremtiden.

- Vi vil overveje at genbesøge reglerne, så de følger de internationale, som ligger på 18 år for halvmaratondistancen.

Udover de fysiske aspekter, hvor Dansk Atletik Forbund vil passe på de unge talenter, så spiller det psykiske aspekt også ind, fortæller Bo Overgaard.

- Forestil dig, vi gav medaljer og blomster, uden vi rigtigt kender hende. Vores erfaring er, at det er vigtigt at passe på en ung atlets psyke.

- Astrid løb et fantastisk halvmaraton, og jeg har sammen med landstræneren noteret det. Men vi skal lære hende og hendes ambitioner bedre at kende, før vi udråber hende som det nye store indenfor løbesporten. 

Ekstra Bladet har uden held forsøgt at få en kommentar fra Astrid My Rønde Kristensen, men til DR har hun udtalt, at hun er ærgerlig over den manglende medalje, trods forståelse for det nuværende reglement.

- Det er nederen, fordi jeg er lige så hurtig som de voksne. Og alle kan jo tilmelde sig amatørløbet, men det er kun få, som kan vinde DM, siger hun.