BBC-program belaster atletikpræsident Sebastian Coe

Coe har kendt til den russiske dopingskandale længere, end han hidtil har givet udtryk for, hævder BBC

Lilya Shobukhova skulle, ifølge et af dokumenterne, betale betale 450.00 euro for at kunne stille op til OL i 2012 grundet en positiv dopingprøve. Denne viden havde IAAF-præsident, Sebastian Coe, fire måneder inden, at den russiske dopingskandale blev afsløret. (Foto: AP)
Lilya Shobukhova skulle, ifølge et af dokumenterne, betale betale 450.00 euro for at kunne stille op til OL i 2012 grundet en positiv dopingprøve. Denne viden havde IAAF-præsident, Sebastian Coe, fire måneder inden, at den russiske dopingskandale blev afsløret. (Foto: AP)

Fredag sidder Sebastian Coe for bordenden, når Det Internationale Atletikforbund (IAAF) beslutter, om russiske atletikudøvere skal udelukkes fra OL. Men samtidig bliver der sat spørgsmålstegn ved IAAF-præsidentens egen integritet.

I en dokumentarudsendelse, der blev sendt torsdag aften på BCC, bliver Coe anklaget for at have vildledt et britisk regeringsudvalg, om hvor længe han har kendt til den russiske dopingskandale.

Udsendelsen hævder også, at Coe fik hjælp til sin kampagne op til IAAF-præsidentvalget i 2015 af den tidligere præsident Lamine Diacks søn, Papa Massata Diack, der er svært belastet af korruptionsanklager og eftersøgt af Interpol.

Diack skal have skaffet Coe afrikanske stemmer op til præsidentvalget, som Coe efterfølgende vandt med stemmetallet 115-92 over modkandidaten, ukraineren Sergej Bubka.

IAAF valgte torsdag aften umiddelbart efter udsendelsen at tilbagevise samtlige anklager om urent trav.

- Påstanden om, at Sebastian Coe aktivt har søgt råd fra Papa Massata Diack til sin kampagne, er forkert.

- Som i alle kampagner er der et væld af mennesker, der tilbyder rådgivning - om man vil det eller ej. Nogle er til gavn, andre er ikke. Der må man være venlig, men forsigtig. Det var tilfældet med hr. Diack, skriver IAAF.

Coe afviser også, at han skulle have kendt til den russiske dopingskandale længere, end han hævdede over for den britiske regering.

BBC hævder at have set e-mails sendt til Coe med en række vedhæftede dokumenter, som tegner et billede af omfattende korruption og bestikkelse.

Et af dokumenterne beskriver, hvordan den russiske maratonløber Lilya Shobukhova er blevet afkrævet 450.000 euro af Det Russiske Atletikforbund og IAAF, for at hun trods en positiv dopingprøve alligevel kunne stille op til OL i London i 2012.

Den e-mail modtog Coe, fire måneder inden den russiske dopingskandale blev afsløret i et tysk tv-program, hvorefter IAAF-præsidenten over for den britiske regering erklærede sig uvidende om beskyldninger om korruption i den russiske antidopingkamp.

I erklæringen torsdag aften skriver IAAF, at Coe ikke har læst det omtalte dokument.

OVERBLIK: Dopingskandalen i Rusland

Siden den tyske TV-station ARD anklagede Rusland for systematisk doping i december 2014, er skandalen kun vokset.

Fredag skal Det Internationale Atletikforbund (IAAF) tage stilling til russernes OL-skæbne. Her præsenteres en tidslinje over hele forløbet.

* 2014:

3. december:

I en dokumentar på den tyske tv-station ARD anklages russisk sport for gennemgribende korruption og for systematisk at dække over positive dopingprøver. Anklagerne bygger på hemmelige optagelser og vidneudsagn.

16. december:

Det Internationale Antidopingagentur (Wada) nedsætter en kommission på tre mand, der skal undersøge anklagerne. Kommissionen ledes af den tidligere Wada-chef Dick Pound.

* 2015

16. september:

Wada udsender varsling om, at hjertemedicinen meldonium per 1. januar kommer på listen over forbudte stoffer på grund af stoffets præstationsfremmende effekt og et bemærkelsesværdigt massivt forbrug af stoffet særligt blandt østeuropæiske udøvere.

4. november:

Den tidligere præsident i Det Internationale Atletikforbund (IAAF) Lamine Diack anklages for at have dækket over positive dopingprøver under sin præsidentperiode og for at have modtaget penge for dette.

9. november:

Wada offentliggør sin rapport om doping i russisk atletik. Konklusionen lyder på systematisk og statsstøttet doping.

13. november:

IAAF suspenderer Det Russiske Atletikforbund (Araf) fra al konkurrence med øjeblikkelig virkning og så længe landet ikke lever op til de internationale antidopingregler. Så længe Araf er suspenderet, kan landets atletikudøvere ikke deltage i internationale konkurrencer.

17. november:

Anti Doping Danmark (ADD) støtter udelukkelsen fuldt og helt. - Med Wadas uafhængige kommissions rapport har der vist sig et organiseret dopingregime i russisk atletik, der efter alt at dømme rækker højt op i det russiske politiske system, siger ADD-direktør Michael Ask Hansen.

* 22. december:

BBC har fået fat i en mail fra IAAF's vicegeneralsekretær, Nick Davies, som viser, at forbundet ville skjule viden om dopede russiske atleter.

* 2016

1. januar:

Meldonium-forbuddet effektueres. Alle målinger af meldonium-indtag vil efter denne dato tælle som dopingforseelser.

15. februar:

Den tidligere administrerende direktør i Det Russiske Antidopingagentur (Rusada) Nikita Kamayev er blevet fundet død. En uge senere kommer det frem, at han ville skrive en bog og i den afsløre sandheden om russisk doping.

7. marts:

Tennisstjernen Maria Sharapova fortæller, at hun under Australian Open i januar blev testet positiv for meldonium, men i øvrigt havde brugt stoffet gennem ti år.

8. marts:

To stjerner i hurtigløb på skøjter - Semion Elistratov og Pavel Kulizjnikov - afsløres også for brug af meldonium.

11. marts:

En særlig taskforce under IAAF vurderer, at Rusland fortsat mangler et "betydeligt" stykke vej, før russisk atletik på tilfredsstillende vis lever op til de internationale krav og dermed kan komme med til OL.

17. marts:

Den russiske svømmestjerne Yulia Efimova udelukkes på grund af en positiv meldonium-test.

21. marts:

Fire russiske atletikudøvere testes positive for meldonium.

22. marts:

Mindst ti russiske brydere er taget for doping.

23 marts:

Avisen The Times hævder, at Rusland også har anvendt systematisk doping i svømning.

12. maj:

Grigory Rodchenkov, den tidligere chef for Ruslands antidoping-laboratorium, går i eksil i USA. Han afslører, at der foregik systematisk doping i Rusland, som inkluderede mindst 15 russiske medaljevindere ved vinter-OL i Sotji i 2014. Den systematiske doping foregik i tæt samarbejde med Ruslands sportsministerium og landets efterretningstjeneste.

15. maj:

Vitaly Mutko, Ruslands sportsminister, som tre dage tidligere kaldte Rodchenkovs anklager for absurde, siger nu, at han er både flov og ked af dopingskandalen.

21. maj:

Efimova får ophævet sin midlertidige karantæne for brug af et forbudt stof.

22. maj:

Selv om Efimova har fået ophævet sin midlertidige suspendering, vil Den Internationale Svømmeunion, Fina, stadig køre en sag mod svømmeren. Det er uvist, om hun efter sagens afgørelse kan stille op ved OL.

8. juni:

Et fjerde ARD-program hævder, at russiske myndigheder har dækket over trænere, som har været involveret i systematisk doping af atleter i Rusland. Sportsminister Mutko skulle angiveligt være involveret i at skjule snyderiet.

8. juni:

Sharapova idømmes en karantæne på to år for brug af doping, meddeler Det Internationale Tennisforbund, ITF. Karantænen gælder fra 26. januar 2016.

15. juni:

Wada offentliggør en rapport, som belaster Rusland yderligere. Rapporten beskriver i detaljer, hvordan det ikke har været muligt at gennemføre 736 dopingprøver af russiske atleter af forskellige årsager.

17. juni:

Bestyrelsen i IAAF mødes i østrigske Wien for at beslutte, om russiske atletikudøvere skal have lov til at deltage ved OL eller ej.

Kilder: TT, The Telegraph, BJSM, Wada, Reuters, dpa.

Se også: OL-stormagt risikerer udelukkelse

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere