RIO DE JANEIRO (Ekstra Bladet): For sjette gang i træk sidder Guldfireren med i en OL-finale, og lige det isolerede faktum, udløste et smil hos Jacob Barsøe.
-Det er dejligt, det må jeg sige ærligt. De her semifinaler er ikke sjove. Det var faneme dejligt. Og det var også sikkert, vi gik i finalen. Der er langt ned til de næste i vores semifinale, sagde han.
Men bortset fra finaleglæden havde de fire besætningsmedlemmer fået noget at tænke over, efter et heat, som de var meget lidt tilfredse med.
-Det var en lorte dag. Jeg håber, det her var bunden af vores formåen. Vi skal gøre det meget bedre i finalen. Ellers har vi ikke en chance, mukkede OL-veteranen Morten Jørgensen, der er med for tredje gang.
- Der er nogle ting, vi skal have rettet op på. Det er som om, vi vil det for meget, og så bliver det ligesom lidt overgearet, overtændt.
- Men nu har vi prøvet det. Nu ved vi, hvad vi ikke skal gøre i finalen. Vi ror meget stærkere, hvis vi når vores niveau. Vi kommer til at ro sindssygt stærkt i finalen. I dag går det lidt galt fra første tag, og så bliver det anspændt.
Deres træner Bent Fransson er ligeledes fortrøstningsfuld.
-De var lidt for passive. De skal ramme hinanden bedre. De var nede i tempo, og det blev for tungt. Vi skal have lidt mere aggressivitet frem i dem, men de skal nok være der. De er et rigtigt finalemandskab. De er rigtigt gode til at støtte hinanden.