Danske sejlere henter EM-medalje i ny OL-klasse

Efter et halvt års samarbejde vandt Allan Nørregaard og Anette Viborg EM-bronze i OL-bådklassen Nacra 17

De danske sejlere Allan Nørregaard og Anette Viborg vandt lørdag i Barcelona EM-bronze i OL-bådklassen Nacra 17.

Den danske sejlduo har blot arbejdet sammen i et halvt år, så det er lidt overraskende, at de allerede nu har hentet en medalje.

- Vi er utrolig stolte over, hvor langt vi er nået på kort tid.

- Vi har kun sejlet sammen siden marts i år, så det er et resultat, der lover godt for vores videre OL-forberedelser, siger Allan Nørregaard i en pressemeddelelse fra Dansk Sejlunion.

Se også: U21-landstræner: Vi skal finde fornuftig OL-løsning

Nørregaard, der ved OL i London for tre år siden vandt bronze sammen med makkeren Peter Lang, fortæller, at vinden under EM-stævnet i Barcelona har passet de to danskere særdeles godt.

- Endelig fik vi igen et stævne, hvor der også var let luft.

- Det har vi ventet på efter flere stævner, hvor vi nærmest kun har sejlet i hårdt vejr. Vi er bedst, når vi både har den lette og den lidt hårdere vind, og det fik vi her, fortæller han.

Se også: DIF-formand: Fodbolden gambler med sin plads til OL

Det er første gang, at en dansk båd vinder en medalje i Nacra-klassen, der ved OL i Rio de Janeiro næste år er ny på det olympiske program som mixklasse - altså med både en mand og en kvinde i båden.

Den danske duo sluttede på tredjepladsen i lørdagens Medal Race, som blev vundet af landsmændene Lin Ea Cenholt og Christian Peter Lübeck. Cenholt og Lübeck sluttede samlet EM på en syvendeplads.

0 kommentarer
Vis kommentarer