RIO DE JANEIRO (Ekstra Bladet): Medaljerne vælter ned over Danmark ved dette OL. Tirsdag var det badminton-delegationens tur til at melde sig ind i det fine selskab, der har sikret ædelt metal til nationen.

Det blev faktum, da damedoublen med Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen besejrede det kinesiske par Yuanting Tang og Yang Yu i semifinalen og nu er klar til kampen om guldet.

Og hvorfor stoppe her? Den succesfulde duo, der indledte turneringen med en hel del besvær, har spillet sig op i løbet af de seneste dage. Tirsdagens triumf giver kun mod på mere, ligesom den slettede et trist minde fra legene i London for fire år siden, hvor parret måtte se sig slået i kvartfinalen, inden det for alvor blev sjovt.

- Vi var tæt på i London, og den oplevelse har siddet i min mave siden. At vi kommer tilbage og tager en medalje her, er simpelthen så fedt. Jeg får gåsehud, når jeg snakker om det. Det er ikke engang bronze ... det er guld eller sølv, siger Kamilla Rytter Juhl.

Hun var ligesom makkeren ellevild efter sejren over de kinesiske favoritter, der overlevede fire matchbolde og nåede op på 19-20, inden nederlaget blev en realitet i den olympiske badmintonarena.

- Jeg havde meget ondt i maven der, som Cristinna Pedersen udtrykte det.

Det danske makkerpar holdt dog hovederne kolde og viste mental styrke. Og det er også udset som opskriften på succes, hvis japanerne Matsutomo og Takahashi, som det danske par har tabt til i de fem seneste indbyrdes opgør, skal slås i finalen.

- Det bliver en mental kamp igen, og der skal vi tro på, at vi er stærkere. Vi smiler dem ned, siger Rytter Juhl.

- Vi havde det rigtig godt derinde. Nogle gange, når man skal ind til de store kampe, kan man godt føle, at benene slet ikke kan bevæge sig. Den følelse fik vi ikke rigtig i dag (tirsdag, red.). Vi kørte bare derudaf. Vi havde snakket meget om den situation, og vi havde overskud derinde og følte, at vi havde overblikket til at kunne se, hvad vi gjorde forkert, siger hun.

- Det overblik, det smil og den glæde skal vi have, når vi spiller. Det er vores stil, og vi slapper af på den måde. Vi siger nogle dumme ting, der slet ikke hører til på en badmintonbane, og vi laver 'mentale highfives' til hinanden.

De to piger kigger på hinanden og laver en grimasse. Det er en 'mental highfive', og dem vil der formentlig komme en del af under finalen, hvor også et par andre samtaleemner end badminton muligvis vil blive taget op inden for de hvide streger.

For pigerne forsøger af og til at skabe fokus ved at tale om noget helt andet, end det, der foregår på det grønne halvgulv.

- Det kan være, hvis vi synes, at der begynder at være for mange nerver derinde. Så kan jeg finde på at sige til Kamilla, at hun skal stikke Kenneth (Jonassen, landtræner, red.) en 'mental highfive'. Det har ikke skide meget at gøre med, hvordan vi skal spille i den næste duel, men det er sådan, vi lige kan få ro på, siger Pedersen.

- Det kan også være noget med at sige: 'Nu skal vi ikke lige have juice ud af ketcheren', fordi vi er så anspændte, supplerer Rytter Juhl.

- Det kan også godt være, at jeg siger, at 'nu skal vi også lige huske, hvordan man sætter gipsplader op' eller 'nu skal vi også have malet vores kolonihave'. 'Skal vi egentlig have jordbær i højbedene?' ... Nogle gange er det de der åndssvage ting, som lige laver 'breaket', forklarer Pedersen.

- Jeg troede ikke, at du ville sige alle de åndssvage ting, lyder det fra Juhl.

- Jo, I må gerne høre dem i dag. Jeg er gavmild, siger Pedersen.

Nu kan de så håbe på, at de japanske modstandere er det samme i finalen. Der 'sættes gipsplader op og males kolonihavehus' i den olympiske badmintonarena torsdag eftermiddag dansk tid.