Cykelrytteren Amalie Dideriksen fik en glimrende begyndelse i omnium ved OL i Rio.
Den 20-årige dansker blev nummer syv i den første disciplin, scratch.
Løbet var længe ret begivenhedsløst, men mod slutningen kom der gang i sagerne, og flere ryttere måtte blandt andet en tur i gulvet efter et styrt.
Hviderusseren Tatsiana Sharakova vandt med en omgang foran de næste ryttere, og hun fører dermed konkurrencen med 40 point.
Den regerende olympiske mester og verdensmester i omnium, briten Laura Trott, er nummer to med 38 point, mens Amalie Dideriksen har 28 point på syvendepladsen.
Danskeren kvalificerede sig til OL, da hun i marts blev nummer ti i omnium ved VM på bane.
Ved den lejlighed vandt Amalie Dideriksen scratch-løbet. Omnium består af i alt seks discipliner.