Sådan reagerer DIF efter superstjernes OL-afbud

Golfstjernen Rory McIlroy har meldt afbud til OL grundet frygt for zika-virus. Hverken DIF eller Danmarks for tiden bedste golfspiller, Søren Kjeldsen, deler bekymringen

DIF-formand Niels Nygaard er helt tryg ved at sende danske atleter til OL i Rio. Arkivfoto: POLFOTO
DIF-formand Niels Nygaard er helt tryg ved at sende danske atleter til OL i Rio. Arkivfoto: POLFOTO

Formanden for Danmarks Idrætsforbund (DIF), Niels Nygaard, er fortsat helt tryg ved at sende danske atleter til OL i Rio.

Udmeldingen kommer, efter den nordirske superstjerne Rory McIlroy onsdag har meldt afbud til den olympiske golfturnering, fordi han ikke vil udsætte sig selv og sin familie for smittefare fra Zika-virussen, som kan medføre alvorlige skader på børn født af smittede mødre.

- Det er hans personlige holdning, og den skal han selvfølgelig have lov til at stå ved. Men enkelte atleters afbud til OL kommer ikke til at ændre det fjerneste for DIF, siger Niels Nygaard og uddyber:

- Vi følger de anbefalinger, som Verdenssundhedsorganisationen (WHO) udstikker, og derudover er vi selvfølgelig i tæt kontakt med vore egne læger og eksperter på området. Så længe man tager sine forholdsregler, ser jeg intet problem i situationen, siger DIF-formanden.

Se også: Frygter virus: Superstjerne trækker sig fra OL

Danmark stiller til den første olympiske golfturnering siden 1904 med fire spillere. Som bedste danske herre på verdensranglisten er Søren Kjeldsen sikker på deltagelse. Han glæder sig til at blive en del af De Olympiske Lege, men har samtidig forståelse for Rory McIlroys beslutning.

- Rory tænker i forhold til at starte en familie, og jeg forstår hans bekymring. Charlotte (Kjeldsens hustru, red.) og jeg er et andet sted i vores liv med tre børn, så for os er det anderledes, skriver Danmarks p.t. bedste golfspiller til Ekstra Bladet.

Se også: OL-guldvinder nedfryser sin sæd inden OL

Der kan ikke vaccineres mod zika-virus, så den eneste og mest effektive måde at beskytte sig på er via forebyggelse af myggestik. Derfor anbefaler DIF alle atleter og trænere, der skal deltage ved legene i Rio, at de bruger myggebalsam og myggenet.

Zika-virus er primært farligt for gravide og deres fostre, og DIF har derfor rettet en særlig anbefaling til de danske OL-kvinder.

- Ud fra vores meldinger er det kun - i citationstegn - farligt for gravide kvinder. Derfor må vi gøre, hvad vi kan for sikre os, at ingen af vores atleter er eller bliver gravide lige omkring OL. Ellers forbindes zika-virus kun med en form for influenza-lidelse, og det går hurtigt over igen, siger Niels Nygaard, der derfor ikke har bekymringer for de danske OL-atleters helbred.

- Jeg er helt tryg ved at sende atleter til Rio. Vi tager alle de forholdsregler, som er mulige, og følger de gængse anbefalinger.

Se også: WHO: Minimal risiko for zikavirus under OL

Se også: WHO: Minimal risiko for zikavirus under OL Se også: WHO råder til otte ugers sikker sex efter besøg i zika-land

4 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere