RIO DE JANEIRO (Ekstra Bladet): Hvis du sad i nat og gabte kæberne af led under åbningen af OL i Rio de Janeiro, funderede du muligvis også over, om de mange atleter ikke stod og fik stive stænger i den lange ventetid fra indmarchen og frem til og forbi det tidspunkt, hvor du fortumlet vågnede i hjørnesofaen.
Vi kan så afsløre og berolige med, at hovedparten af de 70 danske deltagere i åbnings-højtideligheden skred væsentligt før, den var slut. Længe før!
- Jeg er måske ikke lige så overvældet som så mange andre over rammerne ved OL. Det ligner jo meget sig selv. Spiesteltet er måske ikke lige det samme, men meget andet er. Jeg er i hvert fald ikke lige så overvældet, som jeg var ved mit første OL i Beijing for otte år siden, siger Hans Lindberg, der også var med ved Legene i London i 2012.
Åbningen i går føltes nok lang for seerne derhjemme...
- Ja, men for os var den faktisk meget kort! Vi var jo en del, der bare valgte at gå ind – og så gå ud igen. Vi var der godt nok i lang tid INDEN indmarchen, afslører Hans Lindberg.
- Jeg tror, vi kørte her fra den olympiske landsby klokken 17 lokal tid og sad så i en enorm ventesal sammen med alle de andre nationer. Så skulle vi vist have været inde 20.40, men den blev vist 21-et-eller-andet. Det var lidt forsinket. Men da vi så først var inde på stadion, røg vi ud igen efter fem minutter, fortæller håndboldspilleren.
- Der var nogle, der blev, men jeg synes, jeg efterhånden har oplevet mine åbninger, hvis jeg må sige det sådan. Jeg var hjemme i byen allerede klokken 22, tror jeg.
- Det var et valg og op til hver enkelt. Jeg tror bestemt heller ikke, vi havde været der, hvis vi skulle i konkurrence i dag, siger fløjspilleren.
Danmark spiller søndag kl. 19.40 dansk tid den første håndbold-kamp under OL, når holdet møder Argentina.