Afdøde Kobe Bryants enke hylder ham på parrets bryllupsdag

I et rørende opslag på Instagram mindes Vanessa Bryant sin afdøde mand, basketstjernen Kobe Bryant

Kobe Bryant omkom i et helikopterstyrt i slutningen af januar tidligere på året. Video: AP / Redigering: Lasse Brøndal

Vanessa Bryant er stadig dybt forpint over tabet af ægtemanden Kobe og datteren Gianna.

Basket-ikonet og parrets 13-årige datter mistede livet, da de sammen med syv andre styrtede ned med en helikopter i Calabasas, Californien.

Den tragiske ulykke betød, at parret ikke fik lov til at fejre deres nittende bryllupsdag, der ville have fundet sted lørdag.

I stedet har Vanessa Bryant valgt at dele sin sorg ved at hylde sin afdøde mand i et opslag på Instagram.

- Min konge, mit hjerte, min bedste ven. Glædelig nittende bryllupsdag, skat. Jeg savner dig så meget, skriver enken.

- Jeg ville ønske, at du var her til at holde mig i dine arme. Jeg elsker dig, skriver hun til et billede, hvor hun ligger i hans arme.

Kobe Bryant, der har vundet NBA-mesterskabet fem gange i sin glorværdige karriere, var en forkæmper for kvindebasketball.

Ved draften til kvindernes NBA fredag præsenterede ligaens kommissær, Cathy Engelbrecht, derfor en ny pris med navnet 'Kobe & Gigi WNBA Advocacy Award', skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Jeg er så stolt af dig, Gigi. Gud, hvor jeg savner dig, min skat, skrev Vanessa Bryant på Instagram efter fredagens ceremoni.

- Jeg ville ønske, at jeg kunne holde om dig og fortælle dig, hvor stolt af dig, jeg er. Du er den bedste, skattepige. Mor elsker og savner dig mere, end jeg nogensinde kan udtrykke, lød det rørende budskab.

Parret har tre andre døtre, som ikke var med om bord på helikopteren.

Kobe Bryant nåede at vinde NBA fem gange sammen med Los Angeles Lakers.

Han blev kåret som ligaens 'MVP' i 2008, ligesom han også nåede at vinde både VM og to gange OL-guld med USA.

5 kommentarer
Vis kommentarer