Amerikanske superstjerner brugte ulovlige midler i årevis

Atleter som Serena og Venus Williams samt den store OL-triumfator i gymnastik, Simone Biles, har benyttet ulovlige substanser, viser data netop offentliggjort af en hacker-gruppe - alle har dog fået tilladelse til at benytte stofferne

Søstrene Serena og Venus Williams har fået tilladelse til at bruge ulovlige præparater. Foto: AP/Pavel Golovkin
Søstrene Serena og Venus Williams har fået tilladelse til at bruge ulovlige præparater. Foto: AP/Pavel Golovkin

Tirsdagens hacker-angreb i Det Internationale Antidopingagentur, WADA's, database over atleter har kastet de første afsløringer af sig.

Hacker-gruppen, kendt som Fancy Bears, har på sit website nemlig afsløret, at mindst tre amerikanske stjerner har konkurreret med ulovlige substanser i blodet. Eneste undskyldning er dog, at de alle rent undtagelsesvis har fået tilladelse til at benytte præparaterne - en såkaldt 'terapeutisk undtagelse'.

Det drejer sig om tennis-søstrene Serena og Venus Williams samt gymnasten Simone Biles, der ved legene i Rio tog fire guldmedaljer og en af bronze.

Alle har de på diverse sociale medier taget afstand fra påstandene om, at de skulle være dopet:

- Jeg har ADHD, og jeg har taget medicin for det, siden jeg var barn. Bemærk venligst, at jeg tror på en ren sport - jeg har altid fulgt reglerne og vil fortsætte med at gøre det, da fair play er altafgørende for sporten og vigtigt for mig, skriver Simone Biles på Twitter.

Også Venus Williams reagerede hurtigt:

- Jeg har altid fulgt reglerne udstukket af tennissportens antidoping-program. Der har jeg ansøgt om og fået bevilget en 'terapeutisk undtagelse', skriver hun i en udtalelse.

- Jeg er en af de stærkeste fortalere for, at bevare det højeste integritets-niveau i konkurrence-sport, og jeg har meget disciplineret fulgt alle retningslinjer opsat af WADA, USADA (det amerikanske antidoping agentur, red.), ITF (det internationale tennisforbund, red.) og tennissportens antidopingprogram.

Serena Williams har fået tilladelse til at benytte fire ulovlige stoffer, mens Venus Williams har tilladelse til at benytte tre. Simone Biles har tilladelse til at benytte et præparat - ADHD-præparatet, hun henviser til i sit tweet.

Ifølge Fancy Bears er de offentliggjorte data blot toppen af isbjerget.