Rasende McIlroy forlader turnering

Efter en stribe brølere valgte verdensranglistens nummer ét at smide køllerne ad hekkenfeldt til og forlod Honda Classic. Tænderne drillede

Rory McIlroy kunne slet ikke få tingene til at fungere på andendagen i Honda Classic. (Foto: AP)
Rory McIlroy kunne slet ikke få tingene til at fungere på andendagen i Honda Classic. (Foto: AP)

Sidste år var han suveræn.

I år har Rory McIlroy forladt PGA Tour-turneringen Honda Classic inden finalerunderne.

Og dét i vrede og afmagt.

Han var hele syv slag over par efter de første otte huller og trak sig fra turneringen, da andenslaget på niende hul strøg i vandet. Det var i øvrigt tredje gang på dagen, han smed bolden i vandet.

Efter en førstedag i par åbnede han med double bogey på sit andet hul - banens 11. - og smed herefter bolden i vandet to gange og lavede en triple bogey på banens 16. hul.

Først en time efter hans udvandring, kom der ord. Og dét i en meddelelse fra hans manager.

- Den (en visdomstand, red.) gjorde meget ondt hele morgenen, og jeg var simpelthen ude af stand til at koncentrere mig, siger nordireren i udtalelsen.

- Dette er en af mine favoritturneringer på hele året, og jeg er virkelig ked af at have trukket mig. Men det var jeg nødt til, siger han.

Et voldsomt antiklimaks for verdensranglistens nummer ét, der sidste år stormede igennem og vandt turneringen foran Tiger Woods.

Turneringen er den tredje, siden 23-årige McIlroy er skiftet fra Titleist til Nike, og det er foreløbig gået helt galt.

Først missede han cuttet i Abu Dhabi, og sidste uge tabte han i første runde af World Golf Championships.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere