Lasse Norman rydder bordet ved Sport 2012

Lasse Norman Hansen vandt også den traditionsrige pris BT's Guld ved Sport 2012-showet i Herning

Priserne vælter ned over OL-guldvinderen Lasse Norman Hansen ved Sport 2012-showet i Herning.

Tidligere lørdag aften sikrede den 20-årige cykelrytter prisen som Årets Sportsnavn 2012, og nu kan han føje BT's Guld til listen over priser.

Lasse Norman Hansen, som sidste år vandt OL-guld i London i banedisciplinen omnium, var blandt de 10 nominerede til BT's Guld, inden feltet lørdag blev snævret ind til tre kandidater.

De øvrige i top-3 var roerne Rasmus Quist og Mads Rasmussen, der vandt OL-guld i letvægtsdobbeltsculler, samt tennisspilleren Frederik Løchte Nielsen, der sidste år vandt Wimbledon i herredouble sammen med briten Jonathan Marray.

I sidste ende var opbakningen størst til Lasse Norman Hansen, som blev en overraskende vinder på velodromen i London.

Tidligere i 2012 havde han vundet VM-bronze i omnium i Melbourne i Australien.

BT's Guld er blevet uddelt siden 1930, og bag kåringen står 40 danske eliteidrætsudøvere, der er blevet udstyret med hver deres stemmeseddel.

0 kommentarer
Vis kommentarer