Meldgaard sikrer sig OL-billet i matchrace

Lotte Meldgaard var overlegen på sidstedagen, da OL-billetterne i matchrace blev fordelt på Mallorca

Det bliver skipper Lotte Meldgaard, der sammen med gasterne Susanne Boidin og Trine Schmidt Gramskov, skal forsvare de danske farver ved sejladserne i matchrace ved OL i London til sommer.

Det står klart, efter at trioen var suveræn på sidstedagen af OL-kvalifikationsstævnet på Mallorca, hvor Meldgaard fik udmanøvreret konkurrenten Trine Abrahamsen i kampen om den danske OL-billet.

Dermed kan den 39-årige OL-debutant se frem til fem måneders intense forberedelser, inden det går løs i London fra 29. juli.

- Det bliver da spændende. Det er meget få mennesker, der får lov at komme med til OL, så jeg er da stolt over at være en af dem, der får lov til at deltage sammen med mit hold, siger Lotte Meldgaard til sporten.tv2.dk.

Den tabende Trine Abrahamsen ville også have været OL-debutant, hvis hun havde vundet.

Men for hendes to gaster, Ida Hartvig Larsen og Trine Palludan, var nederlaget ekstra surt. Det er tredje gang, de kikser i kampen om at nå de olympiske lege.

0 kommentarer
Vis kommentarer