Sports-skandaler ryster Sydkorea

Sydkoreas sportsminister erklærer sporten i undtagelsestilstand på grund af udbredt matchfixing

Matchfixing er blevet så udbredt i Sydkorea, at landets sportsminister erklærer sporten i undtagelsestilstand.

Sidste år var landets bedste fodboldrække udsat for matchfixing, og nu har snyderiet også spredt sig til landets professionelle ligaer inden for baseball og volleyball.

- Den seneste udvikling har skabt en undtagelsestilstand, der truer hele sportens fundament, siger Choe Kwang-Shik ifølge Reuters til nyhedsbureauet Yonhap.

- Matchfixing er ikke bare et problem for nogle få sportsgrene. Det er en ulovlig handling, der ændrer sporten til et bedrag for folket.

Vil belønne anmeldere
- For at fjerne problemet er det vigtigt, at regeringen, forbund, spillere og trænere har viljen til at gøre noget, fortæller sportsministeren.

Den sydkoreanske regering har iværksat en række initiativer, der skal sørge for at få snyderiet væk fra sporten.

Myndighederne vil afholde fire årlige seminarer om matchfixing og belønne folk, der anmelder matchfixing. Der vil heller ikke blive udvist nåde ved domstolene, når det gælder matchfixing.

Spillere og trænere, der deltager i snyd, risikerer at blive idømt op til fem års fængsel og få bøder på op til 250.000 kroner.

0 kommentarer
Vis kommentarer