Lin-sanity: Ukendt spiller tager NBA med storm

Jeremy Lin, 23, er den største sensation i amerikansk basketball i mange år

Jeremy Lin, 23, der er født i Californien, men har asiatiske rødder, har taget NBA med storm. Her jubler han over en scoring mod Dallas Mavericks søndag aften. (Foto: AP)
Jeremy Lin, 23, der er født i Californien, men har asiatiske rødder, har taget NBA med storm. Her jubler han over en scoring mod Dallas Mavericks søndag aften. (Foto: AP)

USA er i disse dage ramt af Lin-sanity - en stærkt smitsom sportsfeber udløst af basketball-sensationen Jeremy Lin.

For få uger siden var den 23-årige New York Knicks-spiller ukendt for de fleste. Men efter en rekordsættende debut i NBA er Jeremy Lin blevet årets hotteste sportsnavn.

New York Knicks er gået fra sejr til sejr, siden den 191 centimeter høje point guard i januar blev fast mand i startopstillingen. I aftes nåede feberen nye højder, da den unge stjerne scorede 28 point og havde 14 assist i 104-97 sejren over de forsvarende mestre Dallas Mavericks.

– Sejren over Mavericks hjælper os til at se, hvor langt dette hold kan nå, siger Jeremy Lin efter kampen til sportskanalen ESPN.

Kobe: Fænomenalt
Det store spørgsmål - som optager amerikanerne - er imidlertid, hvor langt Jeremy Lin kan nå. Sportseksperter såvel som rivalerne på banen er vilde med spilleren med de taiwanske rødder.

– Det er meget længe siden, jeg har oplevet samme eufori over en ny spiller i NBA, siger basketball-legenden Magic Johnson.

– Han er fænomenal, erkendte Kobe Bryant, efter at New York Knicks forleden besejrede stjernerne fra LA Lakers med 92-85.

Jeremy Lin scorede 38 point - fire point mere end Bryant.

Årsløn: 50 mio. dollar
Jeremy Lin er den første amerikaner af kinesisk/ taiwansk afstamning, der spiller i NBA. Men det var tæt på, at han aldrig kom så vidt. Han spillede college-basketball for eliteskolen Harvard, som ikke just er kendt for at udklække topatleter, og kun stædighed gjorde, at han fik foden inden for i den stærkeste liga.

Med en etårig kontrakt på 609.600 dollar ligger Jeremy Lin i den beskedne ende af lønskalaen i NBA, men det vil ændre sig i de kommende sæsoner, hvis han fortsætter med at beruse sine fans.

Superstjernerne Kobe Bryant og LeBron James tjener ifølge Forbes omkring 50 millioner dollar om året på lønninger og sponsorkontrakter. Lin kan være på vej mod samme astronomiske lønklasse.

Sætter priserne op
Men Jeremy Lin har allerede været guld værd for amerikansk basketball. Han er årsagen til, at NBA netop har skruet billetpriserne op - og sportsarenaen Air Canada Center var fuldstændig udsolgt, da New York Knicks i sidste uge gæstede Toronto Raptors.

Her viste Jeremy Lin igen sine udsøgte evner, da han med et halvt sekund tilbage på klokken sørgede for sejren til New York Knicks med en trepointscoring (se situationen her).

Jeremy Lins berømmelse er allerede nået langt uden for sportens verden, og han havde for nyligt sit portræt på forsiden af Time magazine - det er en hæder, som blandt andre Kobe Bryant endnu har til gode.

1 af 4 Linsanity-feberen har spredt sig fra USA til Asien. Her fester fans på en bar i Taipei i Taiwan, hvor Jeremy Lins forældre stammer fra. (Foto: AP)
2 af 4 En ung fan viser sin støtte til Jeremy Lin, der spiller med nummer 17 på ryggen. (Foto: AP)
3 af 4 Jeremy Lin i duel med New Orleans Hornets, som er det eneste hold, der har besejret New York Knicks, siden Lin blev fast mand i startopstillingen. (Foto: AP)
4 af 4 Jeremy Lin, 23, der er født i Californien, men har asiatiske rødder, har taget NBA med storm. Her jubler han over en scoring mod Dallas Mavericks søndag aften. (Foto: AP)
0 kommentarer
Vis kommentarer