NBA-sæsonen smadret

NBA-spillerne har afvist et ultimatum fra ligaen og går i gang med at opløse deres egen organisation

Kobe Bryant og co. ser ud til slet ikke at komme i kamp i NBA i denne sæson. (Foto: AP/Rick Bowmer)
Kobe Bryant og co. ser ud til slet ikke at komme i kamp i NBA i denne sæson. (Foto: AP/Rick Bowmer)

Spillerne i den kriseramte nordamerikanske basketball-liga NBA har forkastet endnu et forslag fra ligaen i den langstrakte løn-uoverensstemmelse, der har medført en lockout af spillerne siden slutningen af juni.

NBA-spillerne varsler nu i stedet, at de vil opløse deres spillerforening, og det ligner mere og mere, at hele sæsonen smuldrer.

Læs også:

NBA ramt af lockout

Foreningens direktør, Billy Hunter, siger, at de er parate til at køre en sag mod NBA om monopoldannelse, der i givet fald vil kunne gøre spillerne fri af NBA-organisationen.

- Det er den eneste måde, hvorpå spillerne kan få en retfærdig behandling, siger Hunter, der oplyser, at spillerne ikke var parate til at møde NBA's ultimative forslag, som Hunter kalder 'ekstremt unfair'.

Læs også:

NBA: Spillere og klubber fastlåst i strid

Ejerne føler sig på den anden side nødsaget til at skære i spillernes løn, fordi klubberne samlet set har kørt med store underskud de seneste år.