Ydmyget UFC-mester beholder titelbælte

Anderson Silva lå på ryggen og tog imod 289 slag fra Chael Sonnen igennem fire runder, men nappede sejren i sidste øjeblik

Anderson Silva tog imod hundredvis af slag, men blev aldrig knockoutet. (Foto: Zuffa, LLC)
Anderson Silva tog imod hundredvis af slag, men blev aldrig knockoutet. (Foto: Zuffa, LLC)

UFC-mesteren i mellemvægt, Anderson "The Spider" Silva, viste lørdag aften at han kan tage imod en byge af slag, men stadigvæk gøre strategisk brug af sit sorte bælte i Jiu-jitsu.

Han gik ind det ottekantede bur med Chael Sonnen (25-11-1) foran 13.000 tilskuere i en udsolgt Oracle Arena i Oakland i Californien ved UFC 117.

Her fik mesteren, der indtil da havde forsvaret sit bælte hele 11 gange, en ordentlig omgang bøllebank af udfordreren, der overraskende nemt fik Silva ned på gulvet og på ryggen, hvorefter han ellers leverede hundredvis af korte slag til både hoved og krop.

Silva blev domineret som aldrig før og UFC-kommentatoren Joe Rogen konstaterede tørt, at mellemvægtsmesteren tog imod flere slag end i alle andre tidligere kampe tilsammen.

Chael Sonnen vandt tydeligt de første fire omgange, hvor hans brydningsteknik var særdeles effektiv til at få Silva ned på gulvet og holde ham fast. Når Silva endelig var stående, ramte han kun med enkelte slag og spark, og på ryggen forsvarede han sig mest med albueslag. Et af dem ramte Sonnen perfekt og åbnede et grimt sår over venstre øje.

Sløv Silva slår til i det helt rigtige øjeblik
Silva havde i det hele taget en underlig dvask tilgang til hele kampen og virkede sløv og ufokuseret. Op til kampen viste han ingen interesse i at promovere opgøret og ved indvejningen ville han ikke engang kigge Sonnen i øjnene.

Havde kampen gået sine fulde fem omgange er der ingen tvivl om, at Sonnen ville have vundet på point, men Silva viste, hvorfor han er den mest succesfulde UFC-mester til dato. Med mindre end to minutter tilbage af den femte og sidste omgang, fik han sine ben forbi Sonnens højre arm og hals og gennemførte et brutalt effektivt triangle choke. Det tog ikke mange sekunder før Sonnen måtte give op og sejren gik til Silva.

Efter kampen undskyldte Silva sig med, at han havde pådraget sig en ribbensskade blot halvanden uge før kampen og at hans læger havde rådgivet ham til at aflyse kampen.

Omkamp en mulighed
Det er første gang nogensinde i hans UFC-karriere, at Silva har taget imod så mange slag og været så tæt på at tabe, og han virkede både overrasket og en smule rystet efter kampen.

Allerede nu er der snak om en omkamp, men præsidenten for UFC, Dana White, har lovet næste mesterskabskamp til Victor Belfort, der oprindelig skulle have kæmpet mod Silva ved UFC 112. Han måtte trække sig fra kampen grundet en skulderskade.

- Det er i alt fald en omkamp, som folk gerne vil se, sagde Dana White, Præsident for UFC.

UFC 117 bød på et væld af fremragende kampe med masser af action, noget man tydeligt kunne høre tilskuerne sætte pris på. Stævnet genudsendes på Canal 9 fredag aften klokken 22.00.