OL-favoritter i 49'er venter kæntringsvejr

49'er-sejlerne Allan Nørregaard og Peter Lang kan sikre sig den danske OL-plads ved stævnet i Hyeres torsdag

Der bliver vild kamp blandt de danske 49'er-sejlere, når OL-udtagelsen torsdag kan nå en afgørelse i franske Hyeres, hvor duoen Allan Nørregaard og Peter Lang kan sikre sig pladsen foran den forsvarende OL-vinder Jonas Warrer og hans kollega Søren Hansen.

Men ligesom i de første sejladser ved World Cup-stævnet er der udsigt til bølger og blæst på grænsen af det sejlbare.

- Vi håber helt sikkert, at vi kan lukke den i dag. Der kan dog stadig ske meget med torsdagens forventede blæst og store bølger.

- Det bliver nok lige på grænsen for 49'er-sejlads og kan let blive overlevelsesforhold, som vi så tidligt på ugen, siger Allan Nørregaard i en pressemeddelelse.

Flere af de danske både kæntrede adskillige gange under sejladserne søndag.

I duellen om den danske OL-plads fører Nørregaard/Lang med syv point foran Warrer/Hansen.

- Det bliver en hård kamp mellem os, hvor vi sejler matchrace på hinanden.

- På nogle opkryds har vi op til 20 vendinger, hvilket ellers aldrig sker. Samme taktik bliver nok ikke mulig med de lovede forhold for torsdag. Det er begrænset, hvor meget man kan i forhold til konkurrenterne, når det blæser, siger Allan Nørregaard.

Peter Krüger og Nicolai Thorsell er bedste danske båd i 49'er med en tredjeplads efter onsdagens sejladser. Allan Nørregaard og Peter Lang ligger nummer otte, mens Jonas Warrer og Søren Hansen er nummer 16.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere