Lige til Bollywood

Indiske raketarme: Rinku Singh og Dinesh Patel på kontrakt i Pittsburgh Pirates

For et år siden havde Rinku Singh og Dinesh Patel aldrig haft en baseball i hånden, så blev de spottet i et tv-show, og nu har de to indere fået en kontrakt med det amerikanske Major League-hold Pittsburgh Pirates. (Foto: AP)
For et år siden havde Rinku Singh og Dinesh Patel aldrig haft en baseball i hånden, så blev de spottet i et tv-show, og nu har de to indere fået en kontrakt med det amerikanske Major League-hold Pittsburgh Pirates. (Foto: AP)
Det kan man kalde en lynkarriere ...

For et år siden havde den 19-årige Dinesh Patel og den et år ældre Rinku Singh aldrig haft en baseball i hånden –  nu har de to indere fået en kontrakt med det amerikanske Major League-hold Pittsburgh Pirates!

For nok er det muligt, at de to unge indere ikke helt har styr på alle regler i det populære spil, men til gengæld er de udstyret med raketarme.

Dem er der mange af i Indien, men langt de fleste er til cricket. Patel og Singh var til spydkast, men så valgte de at stille op i tv-showet ’The Million Dollar Arm’.

Konceptet var enkelt: Find atleter, der kan kaste strikes med mindst 134 km/t. Det kunne de to unge spydkastere.

Venstrehåndede Singh vandt showet og de 100.000 dollar, og siden maj har han sammen med Patel prøvet lykken i USA.

For tillægsgevinsten var en tur til staterne og chancen for at kaste foran nysgerrige talentspejdere.

– Det er et par uslebne diamanter. Jeg ved, de kan kaste –  nu skal vi lære dem at spille spillet. Det er værd at tage chancen, siger kastetræner Tom House fra University of Southern California.

Udvide horisont
Han har haft de to indere i sin kasteskole og er imponeret over, hvad han har set. Det er Pittsburgh Pirates’ direktør, Neal Huntington, også:

– Vi er fascineret af Patels styrke i armen, og Singhs størrelse og potentiale. Disse unge mænd har forbedret sig helt utroligt i løbet af seks måneder, og vi ser frem til at hjælpe dem med at opfylde deres potentiale.

Singh, der er den yngste i en søskendeflok på ni, har fået sit kast målt til 135 km/t., mens teenageren Patel fra den hellige by Varanasi har kastet 10 km/t. hurtigere.

Ingen af dem har været i rigtig kamp, men har udelukkende erfaring fra testkampe mod junior college-hold. Det afskrækker ikke piraterne i Pittsburgh, som håber at have fundet en uberørt skattekiste med kastetalent i Indien.

– Vi prøver at udvide vores horisont, og jeg har altid været nysgerrig på Indien. De har en kulturel passion for cricket, som indeholder kast, slag og løb.

Vi vil se, hvordan det kan overføres til baseball, siger Neal Huntington.

Skabe fanbase i Indien
De to hovedpersoner havde hverken hørt om pirater eller Pittsburgh, før klubben henvendte sig. De måtte en tur på internettet.

Der går da også nogle år, inden de ifølge deres agent, Jeff Boris, er klar til Major League Baseball. De skal jo lige lære spillet først.

– Men det er en drøm, der er gået i opfyldelse. Vi vil arbejde hårdt –  vi vil gøre vort land stolt, siger Patel.

Pittsburgh håber at skabe en baseball-fanbase i det det cricketgale Indien. Klubben har uden tvivl noteret, hvordan Yao Mings skifte til NBA skabte basketballfeber i Kina.

Og bliver de to raketarme en succes, skulle der også være basis for en blockbuster –  både i Hollywood og i Bollywood.
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere