Nye dopingregler kan give fire års karantæne

Det internationale antidopingagentur Wada har indført et nyt kodeks, der kan give hårdere straffe til snyderne

Står det til Wada, så skal det nu koste op til fire års karantæne at blive taget for doping. (Foto: Jan Unger)
Står det til Wada, så skal det nu koste op til fire års karantæne at blive taget for doping. (Foto: Jan Unger)

Fra og med 2015 bliver det formentlig forbundet med endnu større risiko at forsøge at snyde sig til resultater ved at bruge doping.

Det internationale antidopingagentur Wada har på et møde i Johannesburg vedtaget sit nye kodeks, der strammer reglerne op på en række områder.

Blandt andet åbnes der nu for, at atleter skal kunne idømmes fire års karantæne første gang, at de bliver snuppet i en dopingkontrol.

Se også: Ny IOC-præsident vil styrke kampen mod doping

De fire år svarer til, at man må sidde over ved et OL i modsætning til tidligere, hvor førstegangsforseelser højst kunne straffes med to års karantæne.

Hos Anti Doping Danmark (ADD) lægger man dog mindst lige så meget vægt på, at det nye kodeks giver bedre muligheder for at efterforske de netværk, der ligger bag dopingbrugen.

- Med det nye kodeks vil de nationale antidopingmyndigheder kunne sanktionere hårdere i alvorlige sager, og det bliver i højere grad muligt at ramme organiseringen bag doping på grund af nye værktøjer inden for efterforskningen, siger formanden for ADD, Mette Hartlev.

Se også: Armstrong kan slippe for hård dopingstraf

Også formanden for Danmarks Idræts-Forbund bakker op om de nye regler.

- Det nye kodeks giver os mulighed for en mere effektiv og målrettet dopingbekæmpelse, blandt andet ved at lægge mere vægt på efterforskningsredskabet og på at ramme bagmænd, siger Niels Nygaard.

Det nye kodeks træder i kraft fra 1. januar 2015.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere