Ny dansk EM-sejr til Danmark

Skipper Rasmus Stjerne og Danmarks curlingherrer slog uden problemer Frankrig, der gav op efter seks ender

Seks kampe, seks sejre.

Det er status indtil videre for de danske curlingherrer ved EM i norske Stavanger, efter at skipper Rasmus Stjernes mandskab tirsdag formiddag vandt 9-2 over Frankrig.

Foruden at være godt på vej mod medaljekampen ved EM viser danskerne dermed også fin form forud for vinter-OL i russiske Sochi næste år.

I fjerde ende mod franskmændene slog Danmark til for første gang. 3-0 blev den ende vundet med, og danskerne gik fra 2-1 til 5-1.

Inden sjette ende var danskerne foran med 5-2. Efter sjette ende var stillingen 9-2, og Frankrig opgav derefter at spille de resterende fire ender.

Danmark ligger selvsagt i front efter sejrsrækken, og senere tirsdag venter en topkamp mod de norske værter, som ligeledes er flyvende på isen.

Nordmændene har vundet sine første fem kampe, og værterne ser ud til også at snuppe den sjette sejr på stribe. Tirsdag formiddag fører Norge mod Finland. Den kamp er endnu ikke færdigspillet.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere