Dobbelt dansk nedtur i bronzekampe

Hverken herrer eller damer vandt deres afgørende kampe om medaljer ved EM

Der blev råbt og skreget, men lige lidt hjalp det - Danmark tabte bronzekampen mod Skotland. (Foto: AP/Carina Johansen)
Der blev råbt og skreget, men lige lidt hjalp det - Danmark tabte bronzekampen mod Skotland. (Foto: AP/Carina Johansen)

Danmarks curlingherrer fik trods en flot indledning på turneringen ikke noget metal med hjem fra EM i norske Stavanger. Danskerne tabte bronzefinalen mod Skotland og slutter som nummer fire. Præcis som i den første slutspilskamp mellem de to hold i torsdags blev det en tæt affære.

Danmark kom bedst fra start og førte efter tre ender med 3-1. Skotterne slog dog kontra i femte ende med tre point, som Rasmus Stjerne dog svarede fint tilbage på med to point i sjette ende. Ved stillingen 5-5 forsøgte danskerne at blanke niende ende, så man ville have fordel af sidste sten i tiende ende.

Det mislykkedes til dels, men Rasmus Stjerne hentede dog et enkelt point, og dermed var det op til skotterne, om kampen skulle afgøres i tiende ende, eller om der skulle ekstra ender til. Skotterne behøvede dog ikke engang at spille deres sidste sten, før det stod klart, at de mindst ville få de to point, der var nok til sejr.

Danmark vandt sine seks første kampe ved EM, men måtte alligevel nøjes med en tredjeplads i den indledende runde. Efter 6-5-sejr over Skotland ventede Schweiz i semifinalen, men her blev det til et ærgerligt 7-8-nederlag.

Se også: Svenskerne deler slutspilsklø ud til curlingpigerne

Nøjagtigt som mændene måtte også de danske curlingkvinder forlade EM i Stavanger uden medalje, selv om de var tæt på. Danskerne tabte bronzekampen til Schweiz med 4-6. Det var det andet nederlag til schweizerne i turneringen, efter at det indbyrdes opgør i indledende runde endte 5-8.

Afgørelsen i kampen om bronzen faldt reelt i sjette ende. Bagud 2-4 kom danskerne under hårdt pres af schweizerne, der lå til tre point inden skipper Lene Nielsens sidste sten. Nielsen sørgede for, at det kun var én af de tre sten, der endte med at tælle, men kunne altså ikke forhindre, at Danmark kom yderligere bagud.

Inden sidste ende var holdet bagud 4-6, men havde dog fordel af at sætte sidste sten. Schweizerne var imidlertid gode til at få ryddet op i huset, og derfor stod det allerede inden Lene Nielsens sidste sten klart, at det ikke ville række til ekstra ender.

Danskerne havde sat næsen op efter den første EM-medalje på kvindesiden i fire år, men det mislykkedes altså. Den seneste danske podieplads blev opnået i 2009, hvor Madeleine Duponts mandskab blev nummer tre. Ved sidste års EM blev det også til to danske fjerdepladser.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere