Federer vil have squash på OL-programmet

Roger Federer er opvokset med squash og kæmper nu for at få sporten på OL-programmet

Tennisstjernen Roger Federer slår nu et slag for en anden ketsjersport. (Foto: AP)
Tennisstjernen Roger Federer slår nu et slag for en anden ketsjersport. (Foto: AP)

Den schweiziske tennisstjerne Roger Federer håber, at Den Internationale Olympiske Komité (IOC) vælger squash som ny OL-disciplin til legene i 2020.

Federer har personligt kastet sig ind i kampen for sporten, efter at det står klart, at der skal findes en afløser for brydning, der synger på sidste vers i OL-sammenhæng.

- Det er en pragtfuld sport. Jeg synes, squash fortjener at være med ved OL, og sporten har store personligheder. Personligt ville jeg blive meget glad på deres vegne. Jeg spillede selv squash med min far hver søndag, siger Roger Federer ifølge nyhedsbureauet AFP.

Støtten fra den 17-dobbelte grand slam-vinder i tennis falder ikke overraskende i god jord hos squashsportens topfolk, ikke mindst den seksdobbelte kvindelige verdensmester Nicol David fra Malaysia.

- Det er stort at have Roger Federer som supporter for vores kampagne. Det er en drøm, der bliver til virkelighed for squash. Han elsker spillet og er opvokset med at spille det. Han vil gerne se endnu en ketsjersport som en del af OL, siger Nicol David.

Hun vil selv stå for præstationen af sporten, når IOC skal tage den endelige beslutning om den nye OL-gren.

- Vi har stadig et stort arbejde foran os. Det er et stort plus for os at have Roger Federer som støtte, og squash fortjener at blive en del af legene, siger David.

Squash kæmper med sportsgrene som wakeboard, klatring, karate og baseball om at komme på OL-programmet. Afgørelsen bliver truffet på en IOC-kongres i Buenos Aires til september.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere