Brydning tages af OL-programmet fra 2020

Brydning skal ikke være en OL-disciplin fra legene i 2020, oplyser den internationale olympiske komité (IOC)

Fremtidens Mark O. Madsener kommer ikke til at deltage ved OL fra 2020. (Foto: Jesper Nørgaard Sørensen)
Fremtidens Mark O. Madsener kommer ikke til at deltage ved OL fra 2020. (Foto: Jesper Nørgaard Sørensen)

Den gamle hæderkronede OL-disciplin brydning står til at blive droppet fra og med de olympiske lege i 2020. Det oplyser den internationale olympiske komité (IOC) tirsdag.

På et møde i IOC's eksekutivkomité i schweiziske Lausanne anbefalede IOC at fjerne brydning fra programmet. Brydning har ellers været afholdt ved OL siden 1896. Men nu skal der ske noget fornyelse.

Det skal dog først vedtages ved et møde i argentinske Buenos Aires i september, før brydning officielt bliver fjernet fra OL-programmet. Der er også flere andre OL-discipliner, som står til at blive fjernet.

Der er lige nu kun én plads til i alt otte discipliner, som skal kæmpe om pladsen, heriblandt brydning. Men brydning ser ikke ud til at få den enlige plads, lyder det fra Mark Adams, talsmand i IOC.

- Dette er ikke enden på processen. Det er kun en anbefaling, siger Mark Adams.

Han understreger, at brydning først kan fjernes endegyldigt ved IOC-sessionen i Buenos Aires senere på året.

- Det var en beslutning om at kigge på kerne-sportsgrenene, der fungerer bedst ved de olympiske lege. Dette var det bedste program for OL i 2020.

- Det handler ikke om, hvad der er galt med brydning, men hvad der er godt for legene, fastslår talsmanden.

Også sportsgrene som baseball, softball og klatring kæmper om den ledige plads. Lige nu er favoritterne til at få den enlige plads enten squash eller karate.

Ved OL i 2016 i Rio vil der stadig være brydning på programmet. Sommer-OL i 2020 vil blive afholdt i enten Tokyo, Madrid eller Istanbul.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere