Diskvalificeret dansker: Jeg målte forkert

Den danske skiløber Christoffer Faarup blev smidt ud af VM-løbet i kombination på grund af en målefejl

Kombinationskonkurrencen ved ski-VM i Schladming blev noget af en nedtur for den danske deltager Christoffer Faarup, der blev diskvalificeret af arrangørerne og derfor slet ikke er noteret for en placering.

Efter styrtløbet blev bindingerne på danskerens ski målt, og her blev det konstateret, at de var 0,44 millimeter højere end det tilladte.

- Jeg havde tjekket dem inden konkurrencen, og der, hvor jeg havde målt dem, var de gode nok. Men de var åbenbart lidt for høje den lille centimeter ved siden af, hvor kontrolmålingen blev foretaget, siger Faarup i et nyhedsbrev fra Danmarks Skiforbund.

- Så man kan sige, at jeg på den hårde måde i dag lærte, at der måles i hele bindingens længde og ikke bare på et bestemt punkt, lyder det fra den 20-årige Hobro-løber.

Han havde ellers været fint kørende i styrtløbsdelen og var hurtigere end i selve styrtløbskonkurrencen forleden.

Danskeren var placeret som nummer 37 ud af 43 deltagere, da arrangørerne sendte ham ud af konkurrencen.

- Det er selvfølgelig ærgerligt at blive disket, for jeg kørte godt. Men der er ikke så meget, som jeg kan gøre ved det nu.

- Jeg er blevet en erfaring rigere, og jeg kan samtidig glæde mig over, at jeg fik kørt væsentligt anderledes end forleden. Jeg fik givet mere los og kørte klart mere aggressivt i bunden, end jeg gjorde i lørdags, siger Christoffer Faarup.

VM-guldet i kombination gik til amerikanske Ted Ligety, der vandt sin anden guldmedalje i Schladming.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere