Ligety snupper sit andet VM-guld

Super-G-verdensmesteren Ted Ligety vandt også mandagens kombinationskonkurrence ved ski-VM

Ted Ligety er i den grad i guldform. (Foto: AP)
Ted Ligety er i den grad i guldform. (Foto: AP)

Amerikaneren Ted Ligety er ved at udvikle sig til den store profil ved ski-VM i Schladming, efter at hans kvindelige landsmand Lindsey Vonn måtte rejse hjem med en alvorlig skade.

Mandag aften vandt Ligety sin anden guldmedalje på de østrigske pister, da han var hurtigst i kombinationskonkurrencen, der blev vundet i helt suveræn stil 1 sekund og 15 hundreddele foran den kroatiske veteran Ivica Kostelic.

Tidligere ved VM vandt den amerikanske allrounder også super-G-løbet.

Ted Ligety var placeret som nummer seks efter styrtløbet, men løb fra alt og alle i den mere tekniske slalomdisciplin.

Se også: Gigantregning for vinter-OL: Dyrere end nogensinde

Den norske styrtløbsverdensmester Aksel Lund Svindal blev diskvalificeret, da han satsede så hårdt i slalom, at han missede en port, og dermed var vejen banet for Ligetys triumf.

Kombinationskonkurrencen bød på en smule opmuntring til den medaljehungrende værtsnation. Romed Baumann kom i mål som nummer tre og sørgede dermed for Østrigs anden bronzemedalje ved VM.

Disciplinens danske deltager Christoffer Faarup kom ud for en solid skuffelse, da han blev diskvalificeret efter styrtløbet.

Faarup var kommet i mål som nummer 37 ud af 43 deltagere, men efterfølgende viste det sig, at bindingerne på hans ski havde været 0,44 millimeter højere, end reglerne tillader, og han bliver derfor ikke noteret for en placering.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere