Basket-stjernen vandt en Oscar - nu raser kvinder verden over

En gammel sag om seksuelt overgreb tages frem igen i forbindelse med Kobe Bryants Oscar-statuette natten til mandag

Det var i 2003.

På et hotelværelse i Colorado blev en 19-årig kvinde efter eget udsagn udsat for et seksuelt overgreb.

Hun gik efterfølgende til politiet og fik gerningsmanden anholdt.

Det vakte en del opsigt. For gerningsmanden var Kobe Bryant - en af verdens bedste basketballspillere.

Han indrømmede at have haft sex med hende men påstod, at begge parter var interesserede i akten og at der på ingen måde var tale om et overgreb. Sådan havde han ikke oplevet det.

Kvinden var af en anden overbevisning og ville have sagen for en dommer.

Det kom til at gøre ondt på Bryant. Sponsorer trak sig, og hans popularitet dykkede voldsomt i en periode.

Men ikke for altid. For kvinden trak pludselig anklagerne tilbage. Hun mødte ikke op i retten, og sagen blev stoppet.

Bryant gik ud offentligt og beklagede episoden. Efterfølgende blev han mødt af et civilt søgsmål, hvor parterne endte med et forlig.

Siden fortsatte stjernen sine bedrifter på banen og trak sig sidste år tilbage efter en overdådig karriere, hvor han blev hyldet som en af de største nogensinde.

#Metoo fra start til slut
Søndag var Kobe tilbage på scenen, om end det ikke var i den gule Lakers-trøje men derimod en nydelig smoking - og med en Oscar-statuette i den store næve.

Dear Basketball - en animeret kortfilm - gik hele vejen og vandt en af de eftertragtede statuetter.

Dette på en aften hvor Casey Affleck blev væk. Sidste års vinder af prisen for bedste mandlige hovedrolle var sidste år under anklage for sexchikane. Derfor fandt han det passende at blive væk. Og det var nok kløgtigt. For med den stemning der var i salen i Dolby Theatre var den berømmede skuespiller sandsynligvis røget i gabestok på scenen.

For det var et langt #Metoo-opråb fra værten Jimmy Kimmels åbningsmonolog til Frances McDormands opsigtsvækkende tale sidst på aftenen.

Og derfor var det i den grad at pisse dem op og ned ad ryggen, at Kobe Bryant blev hædret for sin film. For hvordan pokker i den hede hule #$@&%*! kan en tidligere anklaget for seksuelle overgreb få lov til at komme så langt i den branche, der i disse år slås for at komme netop det til livs?

Et spørgsmål mange (fortrinsvis kvindelige) bloggere, tweetere, meningsdannere med flere har spurgt i flere forskellige tonelejer efter showet.

LA Times anfører i en klumme den moralske forvirring i kølvandet og henviser til den forfærdelige smag, mange havde i munden, da Roman Polanski i 2003 vandt en Oscar for bedste instruktør af The Piano, selvom han siden slutningen af 1970'erne har levet i landflygtighed for at have forgrebet sig seksuelt på en mindreårig pige.

Inden selve showet havde en bevægelse i USA, thepetitionsite.com, kæmpet for at få smidt ham ud, og opnåede opbakning fra næsten 17.000 mennesker.

I sin takketale kunne han ikke dy sig for at slå ind på en politisk bane - omend han afholdt sig fra #Metoo-temaet.

- Som basketballspillere bliver vi bedt om at holde kæft og drible. Jeg er glad for, at vi gjorde lidt mere end det, sagde han med skarp reference til Fox News-værten Laura Ingraham, der har sagt, at stjerner som LeBron James ikke burde udtale sig om politik.

Efter selve showet modtog Kobe Bryant en ordentlig omgang klapsalver backstage i presserummet. Angiveligt var der dog ingen spørgsmål til hverken #Metoo-kampagnen eller hans private fortid.

Holdet bag 'The Shape of Water', da de modtog prisen for bedste film. Foto: Chris Pizzello/AP. Film - 5. mar. 2018 - kl. 07:40 Mens du sov: Opsigtsvækkende tale stjal showet

Elizabeth Olsen og danske Claes Bang på den røde løber i Cannes, Frankrig. Foto: AP Film - 5. mar. 2018 - kl. 04:01 Claes Bang efter Oscar-fuser: - Jeg har det dårligt

168 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere