Coronatilfælde sætter curling-VM på pause før medaljekampe

De fem tilbageværende curlinghold er i venteposition og skal testes igen efter smitteudbrud i VM-boblen

Opgøret mellem Canada og Skotland var det sidste til at blive spillet ved curling-VM i Calgary, inden mesterskabet blev sat på pause. Foto: Jeff Mcintosh/Ritzau Scanpix
Opgøret mellem Canada og Skotland var det sidste til at blive spillet ved curling-VM i Calgary, inden mesterskabet blev sat på pause. Foto: Jeff Mcintosh/Ritzau Scanpix

Det kan trække ud med at få afgjort, hvem der bliver verdensmester i curling på herresiden.

Det igangværende VM i canadiske Calgary er nemlig sat på pause, efter at der er blevet afgivet flere positive coronaprøver under mesterskabet.

Det skriver arrangøren på sin hjemmeside.

Der resterer fem kampe ved VM, herunder to semifinaler, bronzekampen og finalen. De kampe er planlagt til at blive spillet lørdag og søndag, men kan potentielt blive rykket ind i næste uge.

- Vi er bekendt med flere positive covid-19-test inde i VM-boblen. Som følge deraf vil der ikke blive spillet flere kampe, før der er kommet klarhed over situationen.

- Alle tilbageværende hold skal testes igen lørdag morgen (canadisk tid, red.), og før vi har resultaterne og er sikre på, at alle spillere og stabsmedlemmer er raske, vil der ikke blive spillet kampe.

- Det er værd at bemærke, at ingen af de positive test er afgivet af de tilbageværende hold i turneringen, lyder det på turneringens hjemmeside.

USA og Schweiz skal dyste om en plads i semifinalen. Sverige, Skotland og det russiske hold er allerede semifinaleklar.

VM-pausen får ingen betydning for det danske hold ved VM, for Danmark har udspillet sin rolle efter turneringens indledende fase. Danmark sluttede som nummer 11 ud af de 14 deltagende nationer efter tre sejre og ti nederlag.

Uhørt fiasko for kæmpestjerner

Holger Rune får hård nordisk modstand i Monte-Carlo

Flyvende Ehlers spiller igen hovedrolle