Danmark står foran ni finaler til VM i kajaksprint

Danmark er stærkt repræsenteret, når der lørdag tages hul på de første finaler til VM i kajaksprint

OL-medaljevinderen Emma Aastrand er klar til to finaler ved VM i kajaksprint på Bagsværd Sø. (Arkivfoto) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
OL-medaljevinderen Emma Aastrand er klar til to finaler ved VM i kajaksprint på Bagsværd Sø. (Arkivfoto) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Lørdag starter de første finaler til VM i kajaksprint, der udkæmpes på Bagsværd Sø og strækker sig over hele weekenden.

Danmark stillede med 19 roere talstærkt op til VM. Efter to dages roning har de danske atleter kvalificeret sig til ni finaler.

Tre danskere står foran to finaler. Det drejer sig om Emma Aastrand Jørgensen (200 og 500 meter enerkajak), René Holten (1000 meter enerkajak og 500 meter toerkajak med Victor Aasmul) og Pernille Knudsen (1000 meter enerkajak og 500 meter firerkajak med Julie Funch, Sara Milters og Bolette Iversen).

Simon Jensen og Morten Graversen er i finalen i 1000 meter toerkajak.

Endelig er Mads Pedersen og Cathrine Rask i finalen på 5000 meter hos henholdsvis herrerne og kvinderne.

Duoen med René Holten og Victor Aasmul var de sidste danskere, der roede sig i en finale fredag, og sportschefen for Dansk Kano og Kajak Forbund, Lars Robl, var efterfølgende meget tilfreds med de danske præstationer.

- Generelt er jeg rigtig tilfreds. Det er en spændende konstellation, der er kommet i stand hen over sommeren, med René Holten og Victor Aasmul.

- Man fristes til at sige, at Emma Aastrand gør, hvad hun skal, men hun har jo også været træt efter OL, og så er jeg glad for at se Pernille (Knudsen) levere med de alvorlige skader, hun har haft.

Pernille Knudsen har over en længere periode døjet med en skulderskade.

En enkelt dansker, Nicolai Winther, står fortsat foran en semifinale, som afvikles lørdag i 500 meter enerkajak.