De danske curling-kvinder fik søndag testet nerverne ved EM i Helsingborg.
For i den anden gruppekamp mod topseedede Skotland gik det helt galt.
Skipper Mathilde Halse havde netop sat en fremragende sten og udlignet til 6-6 i 10. ende og dermed tvunget kampen ud i en ekstra ende, da brandalarmen i hallen gik i gang.
Kvinderne kiggede på hinanden og grinede lidt, inden de tilskyndet af officials forlod isen med alarmen bimlende.
Der var ingen synlig brand i hallen, og de svenske arrangører fik da også styr på sagerne, så mandskaberne kunne sendes tilbage på isen efter et kvarters pause.
Den pause bekom skotterne bedst. De havde fordelen af den sidste sten, som de sikkert satte i det tomme hus, og så vandt de kampen 7-6.
Dermed har danskerne fortsat deres første sejre til gode efter på førstedagen at have tabt 6-3 til de svenske hjemmebanefavoritter.
På herresiden er der anderledes positive takter. For efter ligeledes at have tabt til Sverige på førstedagen (9-3), kom danskerne igen og slog Rusland 6-4 i anden kamp.
Herrerne møder senere søndag Schweiz, mens kvinderne møder Norge.
Der bliver spillet i alt ni runder i det indledende gruppespil, hvorefter der er semifinaler og finaler. EM fortsætter frem til 23. november.
Var væk i 19 år: Fejlede i comeback
LIVE: Får danske kvinder prygl?
Uvirkelig ulykke: Stortalent dør efter simpel øvelse