Dansk kvinde sætter vild rekord

Løb 384 km på to døgn: Stine Rex havde det fantastisk, men hun gør det aldrig igen - nordjyden satte også dansk rekord for mænd

Her krydser Stine Rex stregen efter en bagatel af 384 km. Foto: Fårup Sommerland
Her krydser Stine Rex stregen efter en bagatel af 384 km. Foto: Fårup Sommerland

Kl. ni søndag morgen er der en del, der tøfler hen til bageren. Men ikke Stine Rex. Da klokken ramte ni, løb Stine Rex pænt mør over målstregen i Fårup Sommerland efter at have løbet uafbrudt siden fredag morgen kl. ni.

48 timer i rap. 384 km! 174 omgange på den 2,2 km lange strækning er både ny nordisk og europæisk rekord for kvinder i 48 timers løb – det er såmænd også dansk rekord for mænd!

Hun havde det godt, og hun gør det aldrig igen!

- Inden løbet fortrød jeg, at jeg havde sat det her i værk, men det er noget af det bedste, jeg har fundet på, siger den 40-årige ultraløber til Nordjyske.

- Jeg er stolt, mega stolt og beæret. Det har virkelig været en kæmpe, kæmpe oplevelse.

Ambitionen om at slå japaneren Sumie Inagakis verdensrekord på 397,1 km lykkedes ikke. Pyt med det. Næsten. Der var et andet formål ud over at presse sig selv: At samle 100.000 kroner ind til DGI Huset i Aalborg, der også lider under coronakrisen.

Stine Rex har en gang tidligere løbet 48 timer og satte dengang dansk rekord ved at banke 335 km gennem fodsålerne. Men nu er det slut.

- Det her er ikke kun et løb, det er et fællesskab, det en stor oplevelse, det har været sjovt og spændende. Det kan aldrig blive lige så godt, og jeg kommer aldrig til at løbe et 48 timers løb igen, siger Stine Rex til TV2 Nord.

Hun skulle efterfølgende ind og hvile kroppen i den medbragte autocamper – men var ikke synderligt værkbruden oven på strabadserne.

Lige inden sagde hun til Nordjyske:

- Jeg tror godt, jeg kan løbe igen i morgen. Men det gider jeg ikke!

Se også: Maratonstjerne i problemer: Udelukket

Smilene var store, da Danmark får en måned siden i suveræn stil vandt VM i 4000 meter holdforfølgelsesløb. Foto: Rasmus Flindt Pedersen Cykling - 26. mar. 2020 - kl. 06:28 Dansk guldhåb mangler penge: Frygt for afsked

71 kommentarer
Vis kommentarer