Dansk landstræner bortvist for at piske pony

Torsdag blev den danske ponylandstræner i dressur sendt hjem fra stævne på Wilhelmsborg

Dansk Rideforbund vil sanktionere episoden mandag. Foto: Pelle Rink/Ritzau Scanpix
Dansk Rideforbund vil sanktionere episoden mandag. Foto: Pelle Rink/Ritzau Scanpix

Den danske ponylandstræner i dressur blev torsdag bortvist fra det internationale ridestævne Agria Nordic-Baltic Championships 2019 på Wilhelsmborg ved Aarhus.

To af stævnets stewarder og en dyrlæge havde ifølge Dansk Rideforbunds hjemmeside observeret en tvivlsom adfærd fra landtræneren Jette Nevermann Torups side. Den bestod i unødig brug af pisk i forbindelse med håndtering af en landsholdsrytters pony.

Jette Nevermann Torup ønsker ikke selv at uddybe situationen til Ekstra Bladet:

- Rideforbundet har udtalt sig, og jeg har ikke andre kommentarer, mens sagen bliver behandlet, siger hun.

Ulf Helgstrand er formand for Dansk Rideforbund. Han fortæller til Ekstra Bladet, at han har to versioner af historien. Den fra den internationale steward og så fra landstræneren.

- Den internationale steward ser noget, der ikke er rimeligt, og derfor bortviser han landstræneren.

- Landstræneren fortæller til os, at ponyen får nogle rap med pisken. Hun har følt, at pony var til fare for sig selv og andre. Den var uregerlig og væltede ind i nogle cykler.

- Hun har følt, at ponyen var truende, og det var nødvendigt at sætte ponyen på plads – men det skal altså ikke foregå på den her måde. Det er en svært uheldig situation, siger han og uddyber:

- Det er ikke i orden at gøre det. Det er en adfærd, der er imod Dansk Rideforbunds etiske regler. Man skal ikke tro, at man kan få en hest til at makke ret ved at bruge pisk.

- Det er vigtigt, at det her er en sag, som vi ikke overser, og vi vil ikke feje noget ind under gulvtæppet. Vi har ikke taget stilling til sanktionen endnu, men det vil formentlig ende op i en advarsel, og hun kommer ikke på stævnepladsen resten af weekenden.

Formanden lægger vægt på, at Jette Nevermann Torup som landstræner har et særligt ansvar.

- Jette Nevermann Torup er rollemodel og kan ikke tillade sig at gøre det.

- Hvordan skulle det være løst?

- Det er altid nemt at være bagklog, men en måde, det kunne være løst på er, at tage ponyen ud af konkurrencen. Denne form for afstraffelse er ikke måden at gøre det på.

30-årige Kai Robin Havnaa skal forsøge at fortsætte sejrsstimen, når han lørdag aften går i ringen ved Nordic Fight Night i Forum Horsens. Foto: Sauerland Promotion Sport og Spil Far blev dræbt og onkel er storrøver: - Jeg har ét mål

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere