Danske Chanan mødte Kobe: Han var større end spillet

Basketspilleren Chanan Colman fik en sjælden oplevelse, da han pludselig stod og talte med Kobe Bryant i Los Angeles i 2015

Her mødes danske Chanan Colman med Kobe Bryant.

Tomhed.

Sådan vil dansk-israelske Chanan Colman beskrive den følelse, der ramte ham søndag, da han modtog nyheden om Kobe Bryants død.

En veninde, Mary, gav ham beskeden, da de sad sammen og talte.

Men Chanan troede ikke på hende.

- Jeg troede på ingen måde på hende. Så siger en anden veninde, der også er der, det også. Og så ser jeg min telefon, hvor der allerede er tikket syv-otte-ni beskeder ind, fortæller han til Ekstra Bladet.

- Han var gået bort. Det var disbelief. Jeg troede ikke på det. Derefter tomhed, forklarer han.

35-årige Chanan Colman kan som en af meget få danskere prale af at have mødt Kobe Bryant, der søndag forulykkede i sin helikopter sammen med sin 13-årige datter og syv andre nord for Los Angeles – og blev dræbt på stedet.

Det skete under en træningstur, som Colmans daværende klub, israelske Maccabi Haifa, havde iværksat i USA.

- Vi havde mødt forskellige NBA-hold og skulle i Los Angeles møde Lakers i Staples Center. Det viste sig, at kampen blev Kobes comeback (efter han havde været skadet i en lang periode af 2015, red.). Der var 16.000 tilskuere, der skulle se hans første kamp tilbage, fortæller Chanan Colman.

'Jeg har valgt bolde i 20 år'
Oven i kasketten var Chanan anfører for Maccabi – og Kobe selvfølgelig for Lakers.

Derfor rendte de to ind i hinanden et par gange på midten af banen inden kampen.

- Kaptajnerne stiller sig lige sammen med dommerne og taler om, hvordan kampen skal forløbe, siger han.

Som tv-klippet fortæller, var der lidt munterhed over episoden. Chanan vælger en bold, han vil spille med. Da Kobe bliver spurgt til det, siger han stille og roligt, at han har valgt bolde i 20 år.

- Så jeg tager den her, sagde han, fortæller Chanan og griner.

Chanan og Kobe hilser på hinanden inden kampen. Foto: Pascal Safir Colman.
Chanan og Kobe hilser på hinanden inden kampen. Foto: Pascal Safir Colman.
 

- Han var en sympatisk fyr. Han vidste udmærket, hvem han selv var. At han var blandt de største nogensinde. Derfor havde han en utrolig selvtillid. Men det var ikke arrogance, siger Chanan Colman.

- Det var tydeligt at mærke, at han var større end spillet. Den måde dommerne kiggede på ham på, den måde holdkammeraterne reagerede.

Chanan Colman lægger ikke skjul på, at hans største forbillede er Michael Jordan – men at Kobe også var godt med på den front.

- Han var selvfølgelig utrolig talentfuld. Jeg vil dog ikke sige, at han kunne nogle ting, som ingen andre kunne. Til gengæld havde han et killer-instinkt. Han ville vinde for enhver pris. Som om han havde en sult, som man ikke ser hos andre. Og det formåede han at bibeholde gennem årene, selvom han var god for 100 millioner plus og havde vundet mesterskaber og havde så mange anerkendelser. Det sætter folk som ham og Jordan over alle andre, siger Chanan Colman.

Et aha-øjeblik
Og så havde han altså også nogle moves på banen, som Chanan mærkede på nærmeste hold i den træningskamp.

- Han havde det der fade away, hvor hans krop rykker sig væk fra kurven, mens han afslutter. Det fik han også gjort på mig, og det gav mig lige sådan et aha-øjeblik, siger han med et grin.

I Chanans optik er tomheden over dødsfaldet også forbundet med, at man ikke føler, vi fik det hele med fra Kobe Bryant, selvom han for længst havde indstillet karrieren.

- Jeg føler ikke, jeg nåede at se ham på sit højeste niveau. Han vandt en Oscar, oprettede et sportsakademi og havde fingeren med i mange charities. Det var imponerende, hvad han opnåede som menneske, og jeg synes, han var med til at gøre menneskeheden bedre.

- Hans type kommer ikke hver dag, siger han.

Kobe Bryant blev 41 år. Han efterlader sig hustru og tre døtre.

Anden sport Flere ofre identificeret: Det er et mareridt

Anden sport Rivalen bryder sammen: Jeg kan ikke

Kobe Bryants død er kommet som et chok for hele verden. Foto: Apu Gomes / Ritzau Scanpix. Anden sport Hædret i nat: Stjerner stoppede med at spille

Kobe Bryant døde i en helikopter Sport og Spil Tragedier på stribe: Stjernerne der styrtede i døden

Penge var der nok af for Kobe. Foto: Andrew D. Bernstein/Getty Images Sport og Spil Så ekstremt rig var Kobe Bryant

11 kommentarer
Vis kommentarer