Dansker sprinter sig til mere VM-guld

Maja Alm har haft en helt forrygende weekend ved VM i Skotland, hvor hun søndag tog endnu en VM-titel

Danske Maja Alm (nummer to fra højre) tog søndag sin anden VM-guldmedalje i denne weekend. (Foto: AP)
Danske Maja Alm (nummer to fra højre) tog søndag sin anden VM-guldmedalje i denne weekend. (Foto: AP)

Danske Maja Alm tog søndag sin anden VM-titel i denne weekend. Lørdag var den 27-årige dansker med til at vinde guld i holdkonkurrencen ved VM i Skotland, og dagen efter gik hun så hele vejen på egen hånd.

I den individuelle konkurrence over 3,8 kilometer med 21 poster var Maja Alm helt suveræn. Alm vandt således VM-titlen med en afstand på nøjagtig 40 sekunder til den nærmeste konkurrent - Nadja Volynska fra Ukraine.

- Det er pissefedt og helt vanvittigt, siger Maja Alm i en pressemeddelelse fra Dansk Orienteringsforbund.

Se også: Dansk verdensmester i sprintstafet havde guld i benene

- Jeg føler, at jeg har løbet med masser af kontrol i dag. Jeg prøvede at presse hårdt og var lidt i tvivl om farten. Men jeg vidste jo, at den var god, så det var teknikken, der fik fokus.

- Det var et hårdt arbejde med mit hoved hele vejen, siger verdensmesteren.

To af de største VM-favoritter, den regerende verdensmester Judith Wyder fra Schweiz og sidste års sølvvinder Tove Alexandersson fra Sverige, var ramt af skader og stillede ikke til start.

Ud over Maja Alm deltog Cecilie Klysner. Det endte med en 13.-plads til den danske VM-debutant. I alt 42 løbere gennemførte søndagens finale.

Se også: Suveræn indsats sikrer VM-guld til Danmark

4 kommentarer
Vis kommentarer