Efter en vanvittig spændende semifinale i kvindernes 200 meter toerkajak er danskerduoen bestående af Julie Funch og Bolette Iversen ude af VM.
Det var en af den slags løb, hvor alle deltagere lå side om side, og da kajakkerne kom i mål, så det i første omgang ud, som om de to danskere akkurat havde klaret skærene og sikret sig en plads i top-3 og dermed adgang til finalen.
Efter nærmere gennemsyn lød dommen desværre for danskerne på en fjerdeplads med 0,02 sekunder op til Portugal på tredjepladsen.
Italien indtog førstepladsen med tiden 39,15 sekunder. Tjekkiet, Portugal og Danmark kom i mål henholdsvis 0,37, 0,38 og 0,40 sekunder senere.
Julie Funch og Bolette Iversen er de to første danskere, der ryger ud af VM i kajaksprint, som afholdes ved Bagsværd Rostadion og fortsætter indtil søndag.
Tre danskere har indtil videre kvalificeret sig til finalen. Det drejer sig om OL-stjernen Emma Aastrand Jørgensen i 200 meter enerkajak samt Simon Jensen og Morten Graversen i 1000 meter toerkajak.