Deltager ved VM for sjov

Mads Laudrup hygger sig med at spille padel og er blevet så god, at han i næste uge deltager ved VM i Qatar

Mads Laudrup sammen med sin far, Michael Laudrup, i forbindelse med EM i fodbold tidligere på året. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Mads Laudrup sammen med sin far, Michael Laudrup, i forbindelse med EM i fodbold tidligere på året. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Den tidligere fodboldspiller Mads Laudrup deltager fra mandag ved VM i ketsjersporten padel.

Det, der for seks år siden begyndte som en hyggesport med vennerne, er med tiden blev mere seriøst for den 32-årige tv-vært, der rangerer som Danmarks næstbedste spiller på herresiden.

- Jeg er nysgerrig på, hvor langt jeg kan drive det.

- Jeg ønsker ikke, at det skal blive alt for professionaliseret, for det har jeg prøvet med fodbolden. Så det er på et hobbyplan, men jeg vil stadig gerne se, hvor langt jeg kan nå, siger Mads Laudrup.

Onside-værten fra TV3 Sport indstillede fodboldkarrieren i december 2015.

Nogenlunde samtidig fik han øjnene op for padel, som han kortvarigt havde stiftet bekendtskab med fem år tidligere, da hans far, Michael Laudrup, var fodboldtræner på den spanske ferieø Mallorca.

- Jeg er drevet af sport, og jeg kan ikke bare sidde stille en måned, så bliver jeg sløv og doven, og intet fungerer. Da jeg stoppede med fodbold, trænede jeg op til en ironman og nåede at deltage i tre.

- Men da jeg så blev træt af at sidde de der 8000 kilometer på cyklen hvert år, så kom padel pludselig ind i billedet.

- Jeg havde prøvet det en gang tidligere i Spanien sammen med min far, da han var træner på Mallorca, min lillebror og en assistenttræner, siger Mads Laudrup.

- Der var så kommet et par padelbaner ude i Grøndalscentret i København.

- De første tre-fire år spillede jeg for hyggens skyld med venner, men cirka et halvt år før coronaen ramte, begyndte jeg at spille ret meget og fik et bredere netværk blandt de dygtigste spillere herhjemme.

- Det ene har så taget det andet, og nu er det blevet sådan, at jeg arrangerer træning med dygtige trænere, hvis jeg for eksempel er på ferie i Spanien.

- Det er ikke sådan, at jeg lever mit liv efter padel, men jeg har det med i tankerne, siger Mads Laudrup.

Tv-værten vurderer, at han bruger 10-12 timer om ugen på padelbanen.

- Så det fylder relativt meget, og det svarer nogenlunde til, hvad man træner i fodbold. Og derudover spiller jeg mellem en og to turneringer om måneden, siger han.

I oktober deltog han ved EM i Bilbao i Spanien med det danske landshold, der opnåede en femteplads i holdkonkurrencen.

Laudrup var sammen med en makker involveret i ni kampe, hvor det blev til syv sejre og to nederlag. Trods de gode EM-resultater har han ikke fået mod på at gå 'all in' på padel.

- Da det med udtagelsen til landsholdet kom, havde jeg truffet en beslutning om, at jeg kun gør det her, fordi det er sjovt.

- For mig skal det ikke være så elitært, som det har været med fodbolden, men jeg kunne godt tænke mig et 15-20 procent mere elitært miljø i Danmark.

- Jeg ønsker ikke, at man skal til at have en kostplan og gå i fitness for at træne overkroppen, men mere nogle faciliteter, så man kan blive den bedste udgave af sig selv, siger han.

Ved det forestående VM i Qatar deltager den absolutte verdenselite, der primært tæller spillere fra Spanien og Argentina.

16 nationer skal inddeles i fire grupper, når der søndag er lodtrækning. De to bedste fra hver gruppe går videre til kvartfinalerne.

- Jeg håber, at vi skal møde Spanien eller Argentina i gruppespillet. Alle deres spillere er i top-20 i verden, og det vil være det ultimative for mig at møde de allerbedste i verden.

- Det vil være en kamp bare at vinde tre bolde mod dem, siger han.

Mads Laudrup tjener ingen penge på at spille padel og har selv betalt halvdelen af flybilletten til Qatar.

- Vi er de glade amatører. Hotellet er betalt af det internationale forbund, men der er egenbetaling til frokost og aftensmad, siger han.

VM-turneringen i Qatar begynder med de første gruppekampe mandag og afsluttes med finaler på lørdag.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

Det er fuldstændig hat og briller