Den største danske OL-helt er død

Sejleren Paul Elvstrøm, der har vundet fire OL-guld, er afgået ved døden 88 år gammel. Det oplyser familien i en pressemeddelelse

Paul Elvstrøm fik afgørende betydning for sejlsporten, hvor han vandt fire OL-guld. Foto: Mogens Berger
Paul Elvstrøm fik afgørende betydning for sejlsporten, hvor han vandt fire OL-guld. Foto: Mogens Berger

Århundredets sportsmand i Danmark er død.

Sejleren Paul Elvstrøm sov i en alder af 88 år stille ind i sit hjem i Hellerup, oplyser hans familie.

Elvstrøm deltog i sin helt fantastiske og lange karriere ved otte OL - og han vandt guld i de fire.

Første gang i 1948 i London, hvor han stillede op i Firefly, og dernæst de næste tre lege i 1952 i Helsinki, i 1956 i Melbourne og i 1960 i Rom i finnjolle, som for alvor blev hans bådklasse.

Desuden vandt han 13 verdensmesterskaber i otte forskellige bådtyper.

Paul Elvstrøm var kendt som en innovator inden for sejlsporten, og han udviklede gerne sit eget udstyr eller forbedrede det eksisterende - ligesom det var ham, der opfandt og forfinede hængeteknikken, som alle andre sejlere siden kopierede.

Han opfandt også en såkaldt bailer - også kaldet en selvlænser - som man i dag bruger til at tømme en båd hurtigt for vand. En særlig lukkemekanisme og tryk gør, at vandet kun kan løbe ud.

- Det er et eksempel på en Georg Gearløs-opfindelse, som Paul Elvstrøm stod bag, siger Dansk Sejlunions formand Hans Natorp, der også repræsenterede Danmark ved OL i Seoul, der blev Elvstrøms sidste.

- Den spændvidde han favnede, blev vist under det OL. Det var bare en fantastisk oplevelse at være en del af den æra. Jeg er på den måde dybt berørt og beæret, siger Hans Natorp.

I 1996 blev Paul Elvstrøm altså kåret som århundredets største danske idrætsudøver.

Han blev allerede i 1992 optaget i dansk idræts Hall of Fame, da den på Ekstra Bladets initiativ blev etableret - den kan du se her - mens han i 2007 blev optaget i den internationale sejlsports union (USI's) Hall of Fame.

I de senere år led Paul Elvstrøm af Parkinsons, som blev gradvist værre med årene.

Han efterlader sig fire døtre, ni børnebørn og to oldebørn.

Paul Elvstrøms blå bog

Paul Elvstrøm er en af de mest alsidige sejlere nogensinde. Han har haft enorm betydning for dansk sejlsport og har hevet guldmedaljer og verdensmesterskaber i land.

Onsdag er han sovet ind omgivet af sin familie.

Navn: Paul Bert Elvstrøm.

Alder: 88 år, død 7. december 2016.

Fødested: Hellerup, Maglegård sogn.

Søn af: Skibsfører Hugo Elvstrøm (1884-1936) og korrespondent Birtha Christensen (1884-1971).

Bopæl: Hellerup

Nationalitet: Dansk

Uddannelse:

* 1952: Arbejder som murer- og kloakmester.

* 1953: Tager en ejendomsmæglereksamen og bliver bygningskonstruktør efter sin værnepligt.

* 1954: Grundlægger virksomheden Elvstrøm Sails, der fremstiller sejl og både og sælger tilbehør til sejlsport.

Karriere:

* Bliver som 12-årig meldt ind i Hellerup sejlklub.

* Bliver et internationalt navn ved OL i London i 1948 i en alder af 20 år. Her vinder han guld.

* Vinder også OL-guld i Helsingfors i 1952, Melbourne i 1956 og Rom i 1960.

* Vinder VM 13 gange med otte forskellige bådtyper fra 1957 til 1981.

* Høster utallige titler ved mesterskaber som DM, NM og EM.

* Bliver i 1996 kåret som det 20. århundredes største sportsmand i Danmark af Danmarks Idræts-Forbund.

* Er optaget i dansk idræts Hall of Fame (1992) og Det Internationale Sejlsportsforbund (Isaf) i 2007.

Civilstand: Blev i 1951 gift med Anne Amsinck, der døde i 2011. Efterlader sig fire døtre, ni børnebørn og to oldebørn.

Andet:

* Har deltaget i otte olympiske lege og er sammenlagt Danmarks mest succesfulde OL-atlet.

* Er forfatter til bøgerne "Guld til Danmark", "Joller og kapsejladstaktik" og "Kapsejlads". Yderligere er der udgivet flere bøger med og om ham.

Kilder: Familien til Paul Elvstrøm, Elvstrøm Sails, Den Store Danske, Ritzau.

Skærm

Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Jonas Skov Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen